Kernefrugtfamilien, Malaceae, træer og buske, der nu anses for at tilhøre rosenfamilien. Kernefrugtfamilien er især udbredt i den nordlige tempererede zone med udløbere til tropiske bjergegne; mange arter dyrkes.

Bladene er spredte, oftest hele, sjældent fjersnitdelte og altid med veludviklede fodflige. Blomsterne er oversædige, femtallige, sædvanligvis med hvide eller rosa kronblade. Frugten er en kernefrugt. Den består af det fortykkede, oftest saftige underbæger (se blomst), som omslutter de fem (sjældent færre) frugtblade, der tilsammen udgør det såkaldte kernehus. Hvert frugtblad indeholder et eller flere frø. Frugtbladene varierer meget: De kan være tynde og hindeagtige hos arter med bærlignende frugter (fx hos røn), mere sejt pergamentagtige (fx hos pære og æble) eller hårde hos arter med stenfrugtlignende frugter (fx hos tjørn og dværgmispel).

En række slægter og arter findes både vildtvoksende og dyrkede i Danmark, fx æble, pære, tjørn, røn og dværgmispel, mens kvæde, japankvæde, mispel, bærmispel, ildtorn og enkelte andre kun forekommer dyrkede.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig