Gulbær, avignonkorn, persian berries, de umodne og tørrede frugter af forskellige arter af slægten vrietorn, heriblandt almindelig vrietorn, Rhamnus cathartica, der forekommer i Nordeuropa. Af frugterne fremstilles et gult farvestof, chrysorhamnin. Stoffet, der er ugiftigt, anvendes som naturlig akvarelfarve, saftgul, men har også været anvendt til farvning af bl.a. konditorvarer. Af de modne frugter af de kinesiske arter R. chlorophorus og R. utilis fremstilles en grøn farve, saftgrøn.