Menispermaceae, familie af tokimbladede planter med ca. 70 slægter og ca. 440 arter, beslægtet med ranunkel- og berberisfamilierne. Det er en hovedsagelig tropisk familie af lianer og buske med hele eller lappede blade og små, særkønnede, tretallige blomster. Frugtbladene (karpellerne) er frie og udvikles til en flerfoldsfrugt af stenfrugter; frøet har en stor, halvmåneformet kim. Mange arter indeholder bitre eller giftige stoffer og har bl.a. medicinsk anvendelse. Af andre tropiske arter udvindes pilegift. Den nordamerikanske Menispermum canadense, en lian med skjold- eller hjerteformede blade, dyrkes undertiden i haver i Danmark.