planteindholdsstoffer

Når det er nødvendigt for planter at producere alle disse indholdsstoffer, skyldes det bl.a., at planter er fastholdt på et bestemt voksested via deres rødder og altså ikke blot ved at flygte kan undgå at blive ædt eller at blive inficeret af sygdomme.

Forsvaret skal ske, ved at planten under hele sin livscyklus eller på et særlig sårbart stadium, fx ung kimplante, producerer bestemte indholdsstoffer. Ofte styres dannelsen kraftigt af ydre påvirkninger. Øget tilførsel af kvælstof kan fremme syntesen af visse naturstoffer, mens andre reduceres. Tilsvarende fører simpel såring af planten til produktion af mere generelle forsvarsstoffer. Ved insektangreb kan insektlarvens spyt i visse tilfælde inducere dannelse af bestemte indholdsstoffer, der gør planten mindre attraktiv som føde for den angribende larve, enten ved at give plantematerialet en ændret smag eller ved produktion af stoffer, der nedsætter larvens evne til at fordøje plantematerialet.

Planter kan også producere flygtige indholdsstoffer, der ud over selv at være giftige fungerer ved at tiltrække en snyltehveps, som så lægger sine æg i larven og derved forhindrer den i at udvikle sig. Planten kan altså bruge sine indholdsstoffer til at hidkalde hjælp fra andre organismer til sit eget forsvar. Udsendelse af flygtige indholdsstoffer fra en angrebet plante fortæller omkringstående planter, at et angreb kan forventes, hvilket får disse til at producere beskyttende stoffer, endnu inden de selv er angrebet. Atter andre flygtige forbindelser har som funktion at tiltrække de insekter, der er nødvendige for plantens bestøvning.

På samme måde som gentagen brug af kemiske insekt- og svampemidler resulterer i udvikling af resistente insekter og svampe, tilpasser skadevoldere sig også planters kemiske produktion af indholdsstoffer. Planterne svarer så igen ved at producere endnu større mængder af de pågældende stoffer. På et tidspunkt bliver dette dog for energikrævende for planten, og ved tilfældige mutationer og efterfølgende selektion overtager nye stoffer så hovedrollen i plantens forsvar. Planter ligger således i konstant kemisk krigsførelse med omgivelserne, hvor nye våben tages i brug på begge sider. Indholdsstofferne varierer derfor alt efter dyrkningsbetingelser, stresspåvirkninger, høsttidspunkt og stedfundne sygdomsangreb. Ved brug af genteknologi vil det være muligt at opnå resistens mod angreb af bestemte insekter ved at introducere dannelse af et beskyttende stof.

Det er oftest plantens indholdsstoffer, der giver den en eftertragtet smag (fx glucosinolater i sennep) eller gør den uspiselig for mennesker pga. dårlig smag eller giftighed (coniin i skarntyde). De fleste af de vigtigste kulturplanter er gennem forædling i årtusinder udvalgt, så de kun producerer relativt små mængder indholdsstoffer. Andre, bl.a. kassava, kræver dog stadig grundig forarbejdning for at reducere giftigheden.

På baggrund af det meget store antal indholdsstoffer er det ikke overraskende, at deres biokemiske dannelsesmekanismer og de involverede enzymer og gener kun i få tilfælde er kendt og da som oftest, fordi det pågældende indholdsstof har haft betydning for mennesket som enten et vigtigt medicinsk præparat, fx morfin fra opiumvalmuen, et aromastof, fx vanillin i vanilje, et farvestof, fx safran, eller en æterisk olie som pebermynteolie. Langt de fleste planteindholdsstoffers farmakologiske effekt er ukendt. Pga. kostens komplekse sammensætning er det derfor i almindelighed uvist, hvilke af de indholdsstoffer, vi spiser, der er skadelige, og hvilke der har en gavnlig effekt på vores helbred.