Sekretkanal, kanal hos planter, der indeholder fx harpiks og æteriske (flygtige) olier. I harpikskanaler hos nåletræer er kanalen omgivet af et lag af kirtelceller, der afgiver sekret, harpiks, ind i kanalen. Samme opbygning har de olieførende kanaler hos arter af skærmplantefamilien, som omfatter mange grøntsager og krydderurter med karakteristisk smag, fx gulerødder, selleri, kørvel og løvstikke. Sekretrum i fx frugtskaller hos citrus, bl.a. appelsin, citron og sukat, er det hulrum, der opstår, når de sekretfyldte celler henfalder.