Glyoxysom, (1. led af glyoxy(lsyre), 2. led af gr. soma 'legeme'), celleorganel tilhørende gruppen microbodies, der indeholder protein og omgives af en enkelt enhedsmembran. Glyoxysomer findes kun hos planter, særlig i fedtholdige frø, samt hos svampe. De indeholder enzymer, der omdanner fedtstoffer til kulhydrater. Disse enzymer indgår i den såkaldte glyoxylsyrecyklus. Ved spiringen af fedtholdige frø opstår glyoxysomerne, beliggende helt tæt ved de fedtholdige sfærosomer. Når disse er tømt for fedtstoffer, forsvinder glyoxysomerne også.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.