fyr (træ)

Bjergfyr (P. mugo) fra Mellemeuropas bjerge er almindelig i haver og parker. Den har sammen med klit- eller contortafyr (P. contorta) fra det vestlige Nordamerika haft stor betydning ved tilplantning af heder og klitter.

Skovfyr (P. sylvestris) fandtes oprindeligt i Danmark, mens østrigsk fyr (P. nigra) fra Mellemeuropa og Middelhavsegnene ofte plantes i plantager, læhegn og haver. Den hyppigst brugte type er den "ægte" østrigske fyr (P. nigra var. nigra); i enkelte plantager ses korsikansk fyr (P. nigra var. corsicana), som har blødere og lysere grønne nåle.

I danske plantager og skove anvendes fire arter af fyr: skovfyr (P. sylvestris), bjergfyr (P. mugo), klitfyr (P. contorta) og østrigsk fyr (P. nigra). De er alle tonålede. Fyrrearterne kræver en del lys, men de stiller ikke de store ernæringsmæssige krav. Fyr anvendes mest i hede- og klitskovbruget.

Skovfyr har blågrønne nåle og en med alderen kraftig rødgul stammebark. I de bedste bevoksninger kan skovfyr på 100 år blive ca. 30 m høj. Tilvæksten er dog langt mindre end fx rødgrans. Veddet har en rødbrun kerne og anvendes til bygnings- og møbelsnedkeri; af de bedste kvaliteter fremstilles knivskåret finer.

Bjergfyr har i kraft af sin hårdførhed haft stor skovbrugsmæssig betydning, idet den var den eneste træart, der kunne trives på vore golde og forblæste hede- og klitarealer. Bjergfyr har grønne nåle og ustilkede, vandret udstående, brune og skæve kogler. Kun den pyrenæiske varietet, der kaldes fransk bjergfyr, er enstammet, de øvrige lokalracer er alle flerstammede. Veddet er harpiksholdigt, sejt og hårdt og anvendes til spånplader og brænde. Årshugsten er ca. 15.000 m³ (2013).

Klitfyr har gulgrønne nåle samt skæve kogler med torn på kogleskællets midte. Den anvendes ligeledes i klitskovbruget.

Østrigsk fyr har lange, mørkegrønne nåle og store, lysebrune kogler. Veddet er stærkt harpiksholdigt og bl.a. egnet til dæksplanker. Den danske produktion er ubetydelig. Andre steder bruges fyrretræer til produktion af harpiks og terpentiner.

De ca. 30 arter af fyr, der kan dyrkes i Danmark, er oftest monumentale træer, der kræver stor plads. I mindre haver kan lave arter og dværgtyper af forskellige arter anvendes.

Skovfyr er hovedtræart i fyrreskove i de nordlige egne af Europa og Asien. I Mellem- og Sydeuropa er det ofte bjergfyr, i Spanien og Lilleasien er det østrigsk fyr og i Nordamerika weymuthfyr (P. strobus).

I Danmark fandtes udbredte fyrreskove, først sammen med birk, siden med hassel, i Fyrretid fra ca. 9300 til ca. 7000 f.v.t. Endnu i middelalderen fandtes fyrreskove i Jylland. På Læsø blev fyrreskoven ødelagt i 1700-tallet., fordi træerne blev brugt som brændsel ved saltsydning. Nutidens danske fyrreskov er plantage af forskellige arter af fyr, ofte plantet sammen med andre nåletræer.

I naturlig fyrreskovs bundflora vokser tyttebær, blåbær, multebær, mosebølle, mosepost og arter af ulvefod. Af urter ses snylterod, knærod, hjertebladet fliglæbe og arter af vintergrøn. Nogle af disse arter træffes også i danske fyrreplantager.

• granfamilien