Hør. 1 Hørstængler. Frøkapsler er revet af ved knevling. 2 Hørfibre. De færdigbehandlede fibre er lagt op i en dukke. Fibrene er frigjort fra stænglen ved dugrødning på marken. De tørrede, rødnede stængler er brudt, og de fraskilte fibre er herefter skættet og heglet. 3 Gamle typer sejlgarn og snor fremstillet af hør. Yderst tv. ses et nøgle sejlgarn (sygarn til sejl). Dette sejlgarn har i dag varebetegnelsen seaming og fremstilles 2-, 3-, 4- eller 5-trådet. De resterende seks nøgler er snøret snor i forskellige dimensioner, oplagt i krydsnøgler a 100 og 500 g. Denne type snor kendes som mursnor og savsnor. 4 Viskestykker Abild af 60% hør og 40% bomuld i fire farver. Hør har den bedste sugeevne, men bomulden gør stoffet lettere at behandle i vask. De kulørte borter ligger i bomuldskæden. Med nutidig industri har hør dog de samme muligheder for indfarvning som bomuld. 5 Produktionshal på Damaskvæveriet i Kolding, 1997. I forgrunden er den automatiske væv i færd med fremstilling af hørlærred, broderelærred. Produktionen af hørlærred var i 1996 11.615 m; råmaterialet blev importeret fra Irland. I baggrunden ses overbygningen med harnisk, som styres af jacquardmaskiner med hver 1344 platiner til hulkort i finstik. De bestemmer mønsteret i midtfeltet på en dug, hvorimod borten kan udføres i skaftvæv. Vævebredderne kan være 1,35-2,30 m.

.

Hør. Hørberedning.

.

Det er først og fremmest de to arter L. bienne og L. usitatissimum, der er blevet benyttet som spindhør. Hør gennemgår en række processer, inden den er klar til spinding. Den bliver rusket fri af jorden med hele sin rod, så fibrene beholder deres fulde længde. Derpå bliver frøene slået af (knevling), og planten gennemgår en forrådnelse ved at ligge enten i et stille vandløb eller udbredt på marken, indtil barklaget har løsnet sig fra fibrene (rødning). Hørren bliver derefter tørret enten i ovn eller i fri luft. De fleste steder i Danmark foregik dette tidligere i en hørgrav eller en såkaldt brydegrav, hvor der ikke var risiko for brand. Efter tørring fjernes de træagtige bestanddele ved brydning af stænglerne og slag på tværs af længderetningen (skætning). Endelig foregår en rensning og kæmning (hegling), evt. afsluttet med en mekanisk-kemisk spaltning af taverne til mere bomuldslignende fibre (cottonisering). Afslutningsvis spindes hørren til vævning af tekstiler.

Det vævede produkt fremstillet af hør betegnes linned. Linned er ofte blevet brugt parallelt med bomuld, og hør kan væves sammen med bomuld til såkaldt halvlinned; specielt i 1700-1800-tallet blev hør og uld vævet sammen. Herved er opstået en række varetyper til beklædning og boligtekstiler, bl.a. hvergarn. Linned kan vanskeligt indfarves, og før anilinfarver og syntetiske farvemidler kom i brug, var det højt værdsat for sin glansfulde hvidhed. Blåfarvning med indigo har dog forekommet.

Kulturhistorie

I den kristne liturgi er hør blevet foretrukket til alterduge, bl.a. fordi den bliver hvidere og renere ved hver vask. Hør har derfor haft en egen betydning, som udmærker den blandt de vegetabilske tekstilfibre på linje med silke blandt de animalske. Fra folkelitteraturen kendes talemåder og arbejdsregler, som bekræfter materialets popularitet.

I oldtidens Egypten synes linned praktisk talt at have været enerådende til tekstilformål; men da det er let forgængeligt i forhold til andre tekstilfibre, træffes det ret sjældent i arkæologiske fund. Det ældste danske fund af linnedstof er fra ca. 200 fra en rigt udstyret grav i Himlingøje på Sjælland.

Hør blev i 1100-tallet dyrket til eksport i stor målestok i de baltiske lande og i Østeuropa. I løbet af 1300-tallet voksede byerne i Flandern og gav grobund for en gennemgribende industrialisering og forædling af hørproduktionen både til tekstiler og til linolie; det milde og moderat fugtige klima var en væsentlig forudsætning. Forbruget af linned voksede markant i løbet af 1500-tallet overalt i den vestlige verden.

I Danmark medførte især flamsk påvirkning en kraftig udvikling i omfang, behandlingsmetoder og kvaliteter af hørdyrkningen. I 1600- og 1700-tallet blev store mængder af hør importeret og derefter forarbejdet i hjemmene. Til forarbejdningen blev benyttet en række specielle redskaber.

Med spindemaskinen fra 1760'erne blev det muligt at spinde bomuld, der egnede sig som kædegarn til europæiske væve, og især den tidskrævende håndspinding af hørtråd blev mindre omfattende. Spindemaskiner til hørtråd blev dog udviklet langt senere end til bomuld og uld og kom først til Danmark i 1840'erne. Bomuld slog ret hurtigt igennem til dragtstoffer, hvorimod hør forblev det mest eftertragtede til bordlinned og sengeudstyr indtil begyndelsen af 1900-tallet.

Dyrkning af hørarealer er stærkt reduceret siden midten af 1800-tallet, da ca. 7700 ha var udlagt til hør; (165 ha i 1896). Dog dyrkedes der mere hør under 1. og 2. Verdenskrig pga. manglen på bomuld.

I 1980'erne steg den internationale efterspørgsel efter naturfibre, og interessen for hørprodukterne blev fornyet. Linnedindustrien trives i dag på højt niveau i Belgien og Frankrig. I Danmark har spindhørren skabt grundlag for et udviklingsarbejde til udvinding af cellulose til papirmasse og som bestanddel af cement til byggematerialer. Projektet gik i gang i 1993 med støtte fra Landbrugsministeriet. Det indebærer dyrkning efter nye, tilpassede metoder; hørren mejetærskes, og den resursekrævende skætning udgår. Der er siden 1950'erne udviklet miljøvenlige metoder til kemisk behandling, grønskætning.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig