Læbeblomstfamilien har navn efter blomsten, der hos langt de fleste slægter har en læbekrone dannet af fem sammenvoksede kronblade, der nederst danner et kronrør, i hvis bund nektaren samles. Hos slægten tvetand (Lamium), her arten rød tvetand (L. purpureum), er sidefligene ret små og trukket ud i to spidse tænder. Bestøvningen foregår ved langsnablede humlebier, der under besøget i blomsten støder ryggen mod støvfang og støvknapper, der er placeret under overlæben, hvorved medbragt pollen afsættes på støvfanget, og nyt pollen føres videre til næste blomst.

.

Læbeblomstfamilien er en plantefamilie med 232 slægter og over 7.000 arter udbredt over det meste af Jorden, især i Middelhavsområdet. Det er overvejende urter og halvbuske, der kendes på de firkantede stængler, korsvis modsatte blade og læbeformede blomster. Bladene er tit stærkt aromatisk duftende pga. kirtelhår, der udskiller æteriske olier. Blomsterne sidder ofte i dobbeltsvikler, der kan være tæt sammentrængt i kranse. Kronen er hyppigt læbeformet med to blade i overlæben og tre i underlæben; bægeret har fem eller ti tænder eller er tolæbet. Frugten er en firedelelig spaltefrugt med nøddeagtige delfrugter. Blomsterne indeholder honning og bestøves af insekter; enkelte tropiske, højrøde arter bestøves af fugle.

Faktaboks

Også kendt som

Lamiaceae, læbeblomstrede

I Danmark findes ca. 50 arter, som er oprindelig vildtvoksende, indslæbte eller forvildede fra dyrkning. Familien indeholder et stort antal gamle læge- og krydderurter, bl.a. basilikum, isop, lavendel, merian, mynte, rosmarin, salvie og timian. Flere af disse anvendes i parfume- og i medicinalindustrien. Mange dyrkes som prydplanter, bl.a. dragehoved, guldnælde, katteurt, kryddermynte, lammeøre og paletblad foruden flere af de ovennævnte krydderurter.

Familien har traditionelt været anset for at stå jernurtfamilien nær. Nyere undersøgelser opretholder de to familier, men der er sket en revision af deres indbyrdes afgrænsning, således at et antal slægter, der tidligere var placeret i jernurtfamilien, nu placeres i læbeblomstfamilien.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig