Til venstre ses vedbendgyvelkvæler (Orobanche hederae). Til højre ses fra oven de enkelte blomster af: berberisgyvelkvæler (O. lucorum), kløvergyvelkvæler (O. minor), røllikegyvelkvæler (O. purpurea), stor gyvelkvæler (O. elatior), tidselgyvelkvæler (O. reticulata) og vedbendgyvelkvæler (O. hederae).

.

Gyvelkvælerfamilien er en plantefamilie af hel- og halvsnyltere i læbeblomstordenen, Lamiales. Der kendes ca. 99 slægter med tilsammen over 2.300 arter, som er udbredt over det meste af verden.

Faktaboks

Også kendt som

Orobanchaceae

De ægte snyltere er urteagtige rodparasitter, som mangler klorofyl (bladgrønt) og derfor er blege, brunlige eller rødlige. De snylter på rødderne af andre planter vha. snylterødder, haustorier, som sendes ind i værtsplantens ledningsvæv. Stænglen er ugrenet og bærer skælformede blade. Blomsterne er tolæbede og femfligede og sidder i aks eller klase. Frugten er en kapsel med talrige, meget små frø.

Slægten gyvelkvæler (Orobanche) indeholder ca. 200 arter, der især parasiterer planter af kurvblomst- og ærteblomstfamilien. Nogle arter er stærkt specialiserede til en enkelt værtsplanteart, mens andre kan snylte på flere forskellige. I Danmark findes syv gyvelkvælerarter, som alle er fredede og meget sjældne.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig