Greenheart, veddet fra Chlorocardium rodiei, et træ i laurbærfamilien fra det nordlige Sydamerika, bl.a. Guyana. Greenheart er gulgrønt til mørkt olivenbrunt og tungt med gode styrkeegenskaber og stor slidstyrke. Det er resistent over for angreb fra marine, borende dyr og har god holdbarhed, hvorfor det er en af de bedste træarter til bygningsværker i vand, fx sluseporte, moler, havneanlæg og kystsikring. Desuden benyttes det til skibsbygning, fiskestænger og violinbuer. Splinter af træet er giftige, og støv virker irriterende på slimhinderne.