Solhat. Strålesolhat (Rudbeckia fulgida).

.

Solhat, Rudbeckia, slægt i kurvblomstfamilien med 25 arter i Nordamerika. Kæmpesolhat (Rudbeckia laciniata) og strålesolhat (R. fulgida) anvendes som stauder, mens håret solhat (R. hirta) bruges som sommerplante. Stauden purpursolhat (Echinacea purpurea) regnedes tidligere til slægten.

Udtræk af solhat bruges som naturlægemiddel til behandling af forkølelsessymptomer og infektion i luftvejene. I Europa anvendes især purpursolhat (Echinacea purpurea), i Amerika foretrækkes smalbladet solhat (E. angustifolia). Begge arter har været anvendt som lægeplanter af indianerne i Nordamerika, før europæerne kom til kontinentet. Brugen blev tidligt optaget af nybyggerne og fra midten af 1800-t. ivrigt anbefalet af læger, der arbejdede med plantemedicin. Der anvendes enten en tinktur af pressesaften fra de overjordiske dele af planten eller et alkoholekstrakt af roden. Aktiviteten tilskrives indholdet af alkamider, polysaccharider og kaffesyrederivater, fx cikoriesyre i purpursolhat og echinacosid i smalbladet solhat. Cikoriesyre har vist sig at være en god antioxidant af samme styrke som rosmarinsyre.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig