Lobeliefamilien, Lobeliaceae, ifølge tidligere systematik plantefamilie med ca. 30 slægter og 1200 arter udbredt over det meste af verden, især i tropiske og subtropiske bjergegne. Efter den nyeste forskning regnes den for at være en del af klokkefamilien, Campanulaceae. Mere end halvdelen af arterne vokser i Latinamerika, ca. 1/5 findes i Afrika, mens ca. 1/10 forekommer på Hawaii og andre øer i Stillehavet. Der er flest urter i familien, men buske og træer forekommer også. Planterne har mælkesaft og en læbeformet, førsthanlig blomst (se bestøvning), hvor støvknapperne er vokset sammen til et rør. Blomsten anlægges med tre kronbladsflige i den opadvendte del og to flige i den nedadvendte, men under væksten sker der en drejning, så den fuldt udsprungne blomst får to øvre og tre nedre flige som normalt hos læbeformede blomster. Den største og kendteste slægt i familien er Lobelia; af andre store slægter kan nævnes Centropogon og Siphocampylus, som begge er hjemmehørende i tropisk Amerika.

Se også dækfrøede.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig