Tandrod

Tandrod (Cardamine bulbifera) blomstrer med lysviolette blomster. Formeringen foregår dog især vegetativt, enten via yngleknopper i bladhjørnerne eller ved deling af rhizomet.

Af /iNaturalist.org.
Licens: CC BY NC 4.0

Tandrod er en flerårig urt i korsblomstfamilien. Den er udbredt i Europa og Vestasien.

Faktaboks

Også kendt som

Cardamine bulbifera

Den bliver op til 70 cm høj. Bladene er nederst fjersnitdelte, i stænglens øverste del hele. Blomsterne er lysviolette, skulperne smalle, op til 3,5 cm, og frøsætningen er ofte ringe, da arten er selvsteril. I de øvre bladhjørner dannes små, mørkt violette yngleknopper. Tandrod har et rhizom, som er forsynet med skælformede blade, der fungerer som oplagsnæringsorganer.

Tandrod i Danmark

I Danmark vokser tandrod på næringsrig muldbund i løvskove og er hovedsagelig udbredt i den østlige del af landet. Den er forholdsvis sjælden, men kan være talrig, hvor den forekommer. Tandrod blomstrer i maj-juni.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig