bomuld (typer, egenskaber, produktion m.m.)

Bomuld er den eneste naturfiber, hvoraf produktionen siden 2. Verdenskrig har været stadig stigende, samtidig med at kemofibre har erobret over halvdelen af det samlede marked. Bomuldsstof er behageligt på huden og fugtabsorberende, og det er let at farve. Fibrenes flade, skruede form bevirker, at bomuld også er let at spinde. De bedste fibre er på op til 60 mm stapellængde (dvs. længde pr. enkeltfiber); den nedre grænse for spindbarhed går ved 10-12 mm, men selv kortere fibre kan bruges til vigognegarner (affaldsgarner). Bomuldsfibren er billig og stærk, og mange forbrugere foretrækker af miljøhensyn bomuld frem for blandinger med kemofibre.

Bomuld kan opdeles i fire hovedtyper: På den ene side New World-arterne, hvoraf Gossypium hirsutum dækker ca. 90% af industriens behov. Hertil hører de amerikanske arter Upland og Texas, Mako, der er et fællesnavn for alle egyptiske sorter, den peruvianske Tanguis samt de fleste russiske sorter. Gossypium barbadense, der stammer fra Barbados og omfatter luksusfibre som Sea Island, den egyptiske Sakel(laridis) og den peruvianske Pima, hører også til New World-arterne. Heroverfor står Old World-typerne Gossypium arboreum, der er træagtig og op til 6 m høj, hvilket gør høsten dyr og vanskelig, og Gossypium herbaceum, der er af ringere kvalitet, har kortere fibre og fortrinsvis dyrkes i Indien og Kina. Der gøres mange fremskridt mht. frøforædling i alle dyrkningsområder; fx er der i Indien skabt en fremragende Gossypium barbadense.

Bomuld vurderes i ni klasser, hovedsagelig efter fiberlængde: fair, strict good middling, good middling, strict middling, middling, strict low middling, low middling, strict good ordinary og ordinary. Standardkvaliteten, der noteres på varebørserne, hvoraf New York Mercantile Exchange (NYME) er den vigtigste, kaldes "middling, full inch" (25,4 mm). Vigtige vurderingskriterier er desuden renhed, hvor man ser på antallet af frøskaller og klumper, modenhed, hvor man ser på antallet af umodne og døde fibre, samt farve, der går fra hvid til gråbrun. De længste fibre er i reglen også de fineste, nemlig 1-4 dtex (decitex), hvilket betyder, at de vejer 1-4 g pr. 10.000 m.

Bomulds egenskaber kan ændres ved forskellig efterbehandling. Den kan merceriseres, dvs. imprægneres med natronlud under stræk, hvorved fibrenes ydre barklag sprænges, så den bliver gennemskinnelig og får "ædelglans". Samtidig krymper fibrene 20-25% og bliver tilsvarende stærkere. Når det ydre barklag sprænges, bliver stoffet mere svedabsorberende, og tøj af merceriseret bomuld er derfor meget behageligt som undertøj og lettere at farve end ubehandlet. Den kan sanforiseres (tvangkrympes), hvilket bevirker, at stoffet krymper mindre. Den kan imprægneres, hvorved fibrene bliver mere elastiske, stoffet krøller mindre, tørrer hurtigere og bliver lettere at stryge. Ved silikoneimprægnering bliver bomuldsstof vandskyende, men først når det belægges med polyurethan e.l., bliver det helt vandtæt. Bomuld er ikke særlig varmeisolerende, men ved at rue (opkradse) stofferne kan man skabe et luftlag, der virker isolerende.

Ved at spinde bomuld sammen med fiberblandinger kan stoffets egenskaber reguleres. Hertil benyttes hovedsagelig polyester, men til garn beregnet til strikvarer anvendes en del akryl. Da de syntetiske fibre er glatte, må der som regel anvendes fibre, der er 20-25% længere end bomuldsfibrene, for at de kan spindes sammen. De syntetiske fibre bevirker, at det færdige stof bliver stærkere, det krymper eller krøller mindre, og det kan presses med permanente læg. Hvis man ønsker større elasticitet, fx til kropsnær beklædning, kan der iblandes 2-5% elasthan. Stoffet kan da trækkes 3 gange så langt og dog gå tilbage til den oprindelige størrelse; det kan derfor sidde tæt til kroppen uden at snære.

De ringeste bomuldskvaliteter kan forbedres med viskose; det portugisiske Perrogarn består fx oftest af 60% bomuld og 40% viskose. I "ren" indisk bomuld er der ikke sjældent iblandet 10-15% viskose. En væsentlig ulempe især i fiberblandinger er pilling, dvs. dannelsen af små fiberkugler på stoffets overflade. De er grimme og kan føles som sandpapir; de kan lettest undgås, ved at man øger fiberlængden, snor garnet hårdere, bruger flere tråde i kæde og skud eller svider overfladen for at fjerne fremstående fibre, der kan sætte en pillingproces i gang. I visse tilfælde kan en let polyurethanbelægning være nødvendig.

Af hensyn til miljøet ønsker man at undgå at anvende de værste giftstoffer ved dyrkningen. Det gælder pesticider og fungicider, som beskytter mod insekt- og svampeangreb, det gælder kvælstof og fosfor i gødningen og de meget giftige afløvningsmidler, som anvendes for at give plads til høstmaskiner. Hvor bomulden plukkes i hånden, er afløvningsmidler ikke nødvendige, og håndplukning garanterer derfor, at disse kemikalier ikke er benyttet. Den biologiske forskning har åbnet mulighed for splejsning af planternes gener og udvikling af nye sorter, der selv kan forsvare sig mod insekter og svampe, således at man kan undvære bekæmpelsesmidler. Både i USA og i Rusland arbejdes der på at udvikle planter med fibre, der gør farveprocessen i produktionsleddet enklere.

Der er vedtaget EU-regler for en ØKO-standard med en garantimærkning, der kun tildeles produkter, der opfylder visse renhedskrav.

Bomuld dyrkes både for frøulden og for de olieholdige frø. Frø fra fibersorter kan udnyttes, men ofte anvendes særlige sorter med et højt olieindhold, dvs. ca. 15%. Olien presses ud eller ekstraheres med benzin og bruges fx til spiseolie (margarine) eller til sæbe. Presseresten, den såkaldte oliekage, er proteinrig og anvendes som kraftfoder. Verdensproduktionen af bomuldsfrø udgør ca. 48 mio. t, af bomuldsfibre ca. 26 mio. t (2011). Lidt over tre fjerdedele af den samlede produktion finder sted i Kina, Indien, USA og Pakistan. En mindre fiberproduktion findes i bl.a. Tyrkiet, Argebntina og Grækenland.

Den voldsomt skærpede globale konkurrence inden for tekstilindustrien kan aflæses i produktionsmønsteret. Detailhandlen er som sidste led i handelskæden udsat for de største tab på usolgte varer og opererer derfor med mindst muligt lager og efterlyser derfor den kortest mulige leveringstid. Det vil sige, at mens spinding og vævning/strikning som oftest finder sted nær ved bomuldsfibrens avlssted, hvor arbejdslønnen tit vil være lav, er der en tendens til, at konfektionering og eventuel farvning af den færdige konfektion sker så nær markedet som muligt for at sikre fleksibilitet og kort transporttid.

I Danmark lukkede det sidste bomuldsspinderi i 2000.

Læs mere om bomuld.