Hyldebladet baldrian (Valeriana sambucifolia ssp. sambucifolia) i begyndende blomstring
Hyldebladet baldrian (Valeriana sambucifolia ssp. sambucifolia) i begyndende blomstring. Af /Biofoto/Ritzau Scanpix. Begrænset anvendelse

baldrian

Baldrian
Blomstrende lægebaldrian (Valeriana officinalis). Som navnet antyder, har lægebaldrian været benyttet som lægeplante, men i dag dyrkes den først og fremmest som prydplante.
Baldrian
Af /flickr.
Licens: CC BY 2.0

Baldrian er en slægt af hovedsagelig urter i gedebladfamilien. Der kendes ca. 425 arter, som er udbredt i tempererede dele af det meste af verden. I troperne forekommer de overvejende i bjergegne.

Faktaboks

Etymologi
Ordet baldrian kommer via tysk, af middellatin valeriana, måske efter den senromerske provins Valeria i Vestungarn.
Også kendt som

Valeriana

Det er mest urter med hele eller fjersnitdelte blade og røde eller hvide blomster. Bægeret udvikles til en fjerformet fnok (et svæveapparat) om frugten.

Arter af baldrian i Danmark

I Danmark findes tre arter af baldrian: tvebo baldrian (Valeriana dioica), lægebaldrian (V. officinalis) og hyldebladet baldrian (V. sambucifolia) med underarterne hyldebladet baldrian (V. sambucifolia ssp. sambucifolia) og krybende baldrian (V. sambucifolia ssp. procurrens). Alle vokser på fugtig eller våd jordbund i fx enge og kær eller langs vandløb.

Baldrian som læge- og haveplante

Baldrian indeholder en stærkt lugtende æterisk olie, og siden oldtiden har planter af baldrianslægten været anvendt i beroligende og krampestillende midler. Baldrianrod var optaget i farmakopéerne fra 1772 og helt frem til 1965 og blev i folkemedicinen og i diverse urtebøger anbefalet mod mange forskelligartede lidelser. Det forekommer i dag i naturmedicin som beroligende og søvnfremmende middel.

Lægebaldrian og forskellige udenlandske arter af baldrian dyrkes ofte som prydplanter i haver. Eksempelvis dyrkes V. alliariifolia fra Tyrkiet, Iran og Kaukasus som en halvhøj vildstauder med duftende, hvidrosa blomster, der er fremme i juni-juli. Både den og lægebaldrian er selvsående og egner sig til både sol og skygge i god jord. Arten V. supina fra Alperne er en lav staude til stenbedet med rosa, duftende blomster i maj-juni.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig