Thalassiosira, (nylat., af gr. thalassios 'hav-, marin' og seira 'streng, reb'), slægt af kædedannende, planktiske kiselalger med ca. 100 arter; kendes fra alle havområder. I Danmark er den talrig under forårsopblomstringen og i det tidlige efterår. Cellerne er lavt skålformede og bliver op til 100 μm.