Rug er en slægt i græsfamilien (byggruppen), der efter nyere opfattelse kun omfatter to vildtvoksende arter samt den dyrkede rug, Secale cereale. Det er høje aksgræsser med to-tre-blomstrede småaks; yderavnerne er sylespidse, og dækbladet løber ud i en stak.
Faktaboks
- Også kendt som
-
Secale
Dyrket rug er sandsynligvis udviklet ved selektion fra den flerårige bjergrug, S. strictum (tidligere kaldet S. montanum), der vokser i bjergegne i Middelhavsområdet og Vestasien. Hos den vilde art er aksspindelen skør, og akset falder af i stykker ved modenhed; hos dyrket rug er aksspindelen sej.
Rug optrådte måske først som ukrudt i byg- og hvedemarker i det østlige Tyrkiet for 3000-4000 år siden, og der skete langsomt en selektion til fordel for former med sej aksspindel og større kerner. Modsat de øvrige kornsorter er rug en typisk fremmedbestøver; en varm sommerdag kan man således ofte se en sky af pollen over en rugmark (man siger, at rugen drær). Regelmæssig dyrkning er forekommet i Sydskandinavien siden ca. 1000 e.v.t. En kunstigt fremstillet, kromosomfordoblet hybrid mellem rug og hvede (rughvede, Triticale) har været formål for omfattende forædlingsarbejde og dyrkes nu kommercielt.
Kommentarer (2)
skrev Åse Solvej Hansen
Det er forvirrende at I har billeder af henholdsvis hvedemel, durummel, grahamsmel og fuldkornshvedemel i et kapitel om rug!
For øvrigt er grahamshvedemel og fuldkornshvedemel det samme.
Hilsen
Åse S. Hansen
svarede Marie Bilde
Kære Åse Solvej Hansen
Tak for din kommentar. Jeg har fjernet billedet af de mange forskellige melsorter. Det findes i forvejen på artiklen om mel.
Venlig hilsen
Marie Bilde, udviklingsredaktør.
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.