Glossopteris-flora. Glossopteris' blade er tungeformede med en tydelig midtribbe. Især nær midtribben danner bladnerverne et net. Ifølge den mest anerkendte rekonstruktion er Glossopteris et anseeligt træ; således kendes der fossile stammer med en diameter på 40 cm, og bladene synes at have været arrangeret i spiraler på korte skud. Det viste eksemplar stammer fra New South Wales, Australien, og er med sin alder på ca. 260 mio. år fra den geologiske periode Perm.

.

Glossopteris-flora, floratype, som dominerede det gamle Gondwanakontinent fra sent i Karbon til tidligt i Trias. Floraen var ret ensartet i sammensætning over hele sit udbredelsesområde med bare et fåtal af karakterplanter. Den vigtigste af disse er den uddøde slægt Glossopteris. Den forekommer i store mængder, specielt i permiske aflejringer i Sydafrika, Australien, Sydamerika, Antarktis og Indien. Den har karakteristiske tungeformede blade med en tydelig midtribbe og et netformet nervationsmønster i bladpladen.

Faktaboks

Etymologi
Ordet Glossopteris kommer af græsk glossa 'tunge' og pteris 'bregne'.

Forekomsten af Glossopteris i permiske sedimenter i de nu vidt separerede kontinenter på den sydlige halvkugle var en af de første indikationer på, at disse tidligere havde dannet ét sammenhængende superkontinent, Gondwana.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig