William T. Stearn, William Thomas Stearn, 1911-2001, britisk botaniker ved Natural History Museum, London. Stearn har studeret Middelhavslandenes og Vestindiens flora, men især den botanik, der praktiseredes af Linné og hans elever. Stearn har genudgivet mange botaniske værker fra 1700-t. med forklarende indledninger og noter og er en fremragende formidler af botanisk latin, det sprog, der stadig anvendes ved videnskabelige beskrivelser af planter. Hans håndbog Botanical Latin (1987) er udkommet i flere udgaver og mange oplag.