Prospero Alpini, 1553-1616/1617, italiensk læge og botaniker, uddannet i Padova. Alpini var i 1580-83 i Egypten, hvor han studerede Orientens planteliv og områdets sygdomme. I 1593 blev han professor i botanik i Padova, hvor han i den botaniske have dyrkede mange egyptiske planter, som han havde beskrevet i et værk i 1592, bl.a. bananpalmen og kaffebusken. Han skrev også om Orientens historie, dens sygdomme og disses behandling.