Faktaboks

Ole Jørgen Hamann
Født
4. februar 1944

Ole Jørgen Hamann, f. 4.2.1944, dansk botaniker, dr.scient., 1989-2009 professor ved og 1989-2007 direktør for Botanisk Have, Københavns Universitet.

Ole Jørgen Hamann blev i 1971 ansat af UNESCO ved The Darwin Research Station, Galápagos, Ecuador. Øernes flora og vegetation var emnet for disputatsen (1981), et arbejde, der ledte Hamann til et engagement i bevaring af klodens natur og biodiversitet.

Ole Jørgen Hamann udviklede Botanisk Haves rolle som videnskabelig universitetshave i national og international sammenhæng og etablerede moderne frø- og genbanksfaciliteter samt et nyt dobbelt væksthus til ex situ-bevarelse af udryddelsestruede og sjældne plantearter.

Blandt mange tillidsposter har Ole Jørgen Hamann været vicepræsident for The Charles Darwin Foundation for the Galápagos Isles (1984-97) samt medstifter og medlem af bestyrelsen (1987-2000) af Botanic Gardens Conservation International. 1998-2000 var han medlem (naturvismand) af Naturrådet under Miljøministeriet. 1998-2007 var han næstformand for bestyrelsen for WWF Danmark.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig