Niels Foged, Niels Åge Johannes Foged, 1906-1988, dansk botaniker. Under 2. Verdenskrig var Foged aktiv i modstandsbevægelsen, og han blev i 1944 udsat for to mordforsøg fra danske nazister. Gode venner holdt ham herefter skjult i Nyborg Statsfængsel, hvor han fordrev tiden med at læse en bog om kiselalger (diatoméer). Efter krigen genoptog Foged sin gerning som gymnasielærer ved Odense Katedralskole og påbegyndte samtidig et omfattende forfatterskab om diatoméer. I 1946-87 udgav han 82 større afhandlinger om fossile og recente diatoméer fra alle egne af kloden, et arbejde, der skaffede ham internationalt ry. I 1976 blev han tildelt æresdoktorgraden ved Odense Universitet og i 1980 ved Uppsala Universitet.