Nehemiah Grew, 1641-1712, engelsk læge og planteanatom. Sit første arbejde om planternes indre struktur publicerede Grew i 1671 samtidig med italieneren M. Malpighi, som var den anden af tidens førende forskere inden for planteanatomien. Grew udnyttede i sit arbejde de forbedringer af mikroskopet, som skete på dette tidspunkt, og i sit store værk Anatomy of Plants (1682) har han samlet sine fundamentale iagttagelser over plantelegemets bygning, støttet af en række for sin tid fortrinlige afbildninger. Grew indførte termen parenkym.