Gunnar Nygaard, 1903-2002, dansk botaniker; æresdoktor ved Københavns Universitet 1979. Nygaard var specialist i ferskvandsplanteplankton og udgav en lang række internationalt anerkendte afhandlinger med materiale fra danske søer. Hans måske vigtigste indsats er identifikationen af hvilestadiet i form af stomatocyster hos en lang række gulalger. Blandt hans publikationer er Studies on the plankton in the lake of Frederiksborg Castle (1929), Ancient and recent flora of diatoms and chrysophyceae in lake Gribsøe (1956) og Hydrographic studies, especially on the carbon dioxide system, in Grane Langsø (1965). Nygaard udgav i 1945 Dansk Planteplankton, en populær guide til identificering af de mange former for planteplankton. Den indeholder mange farvelagte tegninger.