Pleurozium, (af gr. pleuron, se pleura, og ozos 'kvist, gren'), fyrremos, slægt med kun en art, trind fyrremos (Pleurozium schreberi), fortrinsvis udbredt i den nordlige halvkugles boreale og tempererede skove. Det er en kraftig, sidefrugtet bladmos med opstigende, uregelmæssigt fjergrenet, rødbrun stængel og butte stængelblade og spidse grenblade med kort, dobbelt ribbe. Trind fyrremos er almindelig i Danmark, især på sandet jord, på heder og i skov.