Sværdskovlilje
Sværd-skovlilje (Cephalanthera longifolia) er den videst udbredte skovlilje-art, med forekomster fra Europa og Nordafrika til Kina. I Danmark blomstrer arten i maj-juni.
Sværdskovlilje

Skovlilje er en slægt af jordboende orkidéer. Slægten indeholder 17 arter, hvoraf tre forekommer i Danmark. Alle arterne er jordboende, flerårige urter. Hos de fleste arter bestøves blomsterne af insekter, undertiden gennem højt specialiserede tilpasninger. Enkelte arter har dog selvbestøvende blomster.

Faktaboks

Også kendt som

Cephalanthera

Udbredelse

Af de 17 kendte arter forekommer 16 inden for slægtens hovedudbredelse, som strækker sig fra Europa og Nordafrika til Øst- og Sydøstasien. Den sidste art, Cephalanthera austiniae, er udbredt i det vestlige USA. I Danmark forekommer tre arter, der alle er meget sjældne:

  • hvidgul skovlilje (Cephalanthera damasonium)
  • rød skovlilje (C. rubra)
  • sværdskovlilje (C. longifolia).

Bygning

Alle arter af skovlilje har en underjordisk jordstængel, hvorfra der udgår blomstrende skud, som bærer spredte blade og ender i et aks. Hos de fleste arter er blomsterne overvejende hvide, men de kan også være domineret af gule eller rosa til purpurviolette farver. Blomstens midterste kronblad er stærkt modificeret og kaldes for læben. Læben har næsten altid jævne eller bølgede længeribber og bærer ganske fine vorter, papiller eller hår på dele af overfladen. Desuden er læben ofte anderledes farvet end de andre kronblade, og den er ved en indsnævring på midten inddelt i to afsnit. Det indre afsnit er konkavt eller danner en kort spore, mens det ydre afsnit er fladt til rendeformet. Blomsten har kun én støvknap, og i den er pollenet samlet til to støvkøller. Hos de fleste arter er støvfangets øverste del dækket af en membran.

Voksested og ernæring

De fleste arter af skovlilje vokser udelukkende i skov, men nogle kan også optræde i krat eller løvenge. Normalt har planterne veludviklede, grønne blade og kan udføre fotosyntese. Takket være mykorrhiza med både basidiesvampe og sæksporesvampe kan de dog også leve helt underjordisk i adskillige år.

Af og til ses individer, hvor plantens stængel og blade er hvidlige til blegt gulbrune. Sådanne individer kan ikke lave fotosyntese og er derfor totalt afhængige af deres svampe som kulstofkilde gennem hele livet. Hos den nordamerikanske art og nogle få arter i Sydøstasiens tropiske skove er den fuldstændige afhængighed af mykorrhiza blevet permanent. Alle arter i denne gruppe består af hvidlige planter, hvis blade er reduceret til små skæl.

Blomsternes bestøvning

Selvbestøvning

Hvidgul skovlilje
Aks af hvidgul skovlilje (Cephalanthera damasonium). Bemærk de næsten lukkede blomster, som er selvbestøvende. I Danmark blomstrer arten i juni.
Hvidgul skovlilje

Hvidgul skovlilje (og formentlig også enkelte andre arter) er selvbestøvende, idet støvfangets øvre del ikke er afskærmet af en membran. Når støvknappen åbner sig, får støvkøllernes basis derfor omgående kontakt med støvfanget. Begge støvkøller bliver hurtigt gennemblødt af væske fra støvfanget. Dette får utallige pollenkorn til at spire med pollenrør, som via støvfanget vokser gennem søjlen ned i frugtknuden og befrugter dennes talrige frøanlæg. Da støvknappen åbner sig før blomstens udspring, sker selvbestøvningen allerede i blomsterknoppen. I øvrigt åbner blomsterne sig normalt så lidt, at de ikke giver adgang for insekter, der er store nok til at bestøve dem.

Insektbestøvning

Hos de fleste skovliljer er støvfangets øverste del dækket af en elastisk membran, som forhindrer selvbestøvning. Blomsterne udskiller ingen nektar. Besøgende insekter, som regel enlige bier, ses derimod ofte gnave i læbens vorter, papiller eller hår. Dette sker formentlig i den tro, at der er tale om pollen.

Når bien sætter sig på blomstens læbe og stikker hovedet ned mod dens basis, stryger forkroppens ryg mod søjlens støvfang. Derved afsættes eventuelt medbragt pollen på støvfanget, og bien får under sin fortsatte, fremadrettede bevægelse påsmurt klæbrig væske fra støvfangets overflade. Når bien kort tid efter vil bakke ud af blomsten, strækker den sine forreste ben. Derved presses forkroppens ryg med den klæbrige væske mod støvkøllernes basale del. På den vis klæbes støvkøllerne fast til bien, som derfor tager dem med sig, når den forlader blomsten – klar til at bestøve den næste.

Mimicry

Enkelte skovlilje-arter repræsenterer angiveligt eksempler på mimicry. Mere præcist skulle naturlig selektion have medført evolution af specifikke ligheder med bestemte plantearter. Dette forudsætter bl.a., at de pågældende karaktertræk er arvelige, og at de udgør en selektiv fordel for skovliljen.

Det bedst dokumenterede eksempel er rød skovlilje, som især bestøves af nogle få arter af enlige bier af slægten saksebi (Chelostoma spp.). Hos disse bier samler hunnerne næsten udelukkende pollen i blomster af klokke-arter. Skønt vi mennesker opfatter en tydelig farveforskel mellem blomsterne af henholdsvis klokke og rød skovlilje, er farverne så godt som identiske inden for det spektrum af bølgelængder, som bierne kan se.

Når hanner af saksebier patruljerer fra klokke til klokke i deres søgen efter hunner inden for et område med forekomst af rød skovlilje, forveksler de jævnligt skovliljen med klokken. Gennem sin lighed med klokke-blomster bliver rød skovlilje således bestøvet uden at bruge ressourcer på produktion af nektar eller anden belønning til at sikre gentagne besøg af bestøveren. Frugtsætningen hos rød skovlilje er større, hvor skovliljen vokser sammen med en relevant klokke-art, end på steder, hvor klokken ikke forekommer. Dette er et tegn på, at skovliljens specifikke lighed med klokken i det arvelige karaktertræk blomsterfarve rent faktisk udgør en selektiv fordel.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig