Knælæbe

Blomstrende knælæbe (Epipogium aphyllum) i Allindelille Fredskov på Sjælland.

Knælæbe
Af /Biofoto/Ritzau Scanpix.

Knælæbe er en jordboende orkidé, der mangler rødder og blade og i stedet får næring ved et samspil med svampehyfer (mykorrhiza). Den kan leve i lang tid som underjordiske stængelsystemer.

Faktaboks

Også kendt som

Epipogium aphyllum

De 15-30 cm høje, glasagtigt blegbrune skud er næsten helt uden klorofyl og bærer ingen løvblade. De få, bleggrønne-hvidlige blomster er 1,5-2 cm på den længste led. Læben er hvid med røde striber og bærer en ca. 8 mm lang spore, der vender opad ligesom den knæbøjede forreste del.

Knælæbe, der er udbredt i Europa og Asien, er overalt meget sjælden. I Danmark er den nu kun kendt fra ganske få lokaliteter i ung, næringsrig bøgeskov eller på kalkholdig bund. Den blomstrer i juli-august.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig