Lindetræ, Nordsjælland.

.

Bytræ.

.

Brændestabel.

.

Træ, vedplante med en enkelt hovedstamme, der sædvanligvis når en højde af mindst 5 m. Træer har stor økologisk betydning som skovdannere (se skov); de hører hjemme i mange forskellige plantefamilier og kan være enten stedsegrønne eller løvfældende.

Stedsegrønne træer dominerer i fugtige tropiske skovtyper, hvor der findes en stor rigdom af bredbladede, dækfrøede arter. Også i kolde tempererede områder optræder stedsegrønne træer, men her er der tale om nøgenfrøede arter (nåletræer) tilhørende forholdsvis få familier og slægter. I klimaområder, som en del af året er uegnede for plantevækst pga. enten kulde eller tørke, dominerer løvfældende træer. De fælder deres blade i begyndelsen af kulde- eller tørkeperioden og går over i et hvilestadium, indtil forholdene igen bliver gunstige.

I det følgende forstås ved træ den teknisk anvendelige del af vedplanters, især træers, stamme, grene og rødder, der ligger inden for barken. I daglig tale anvendes træ og ved ofte som synonymer, fx træteknologi og vedteknologi. Ved er indadtil afgrænset af marven og udadtil af vækstlaget, kambiet, som ligger mellem veddet og barken. Veddets anatomiske opbygning, der har afgørende betydning for træets egenskaber og anvendelse, er kort beskrevet nedenfor og i detaljer under ved.

Træ består især af carbon (49%) og oxygen (44%) samt af hydrogen (6%) og nitrogen (<1%). Carbon, oxygen og hydrogen danner cellulose, hemicellulose og lignin, der tilsammen udgør hovedbestanddelen af træ. Løvtræ indeholder i vægtprocent af ovntørret træ 38-49% cellulose, mens nåletræ indeholder 40-45%; hemicellulose udgør 15-35% af løvtræ og 20-32% af nåletræ, lignin 23-30% af løvtræ og 26-34% af nåletræ. Dertil kommer en række organiske og uorganiske forbindelser, fx alkaloider, harpiks, kautsjuk, pektin, suberin, stivelse, sukkerstoffer, tanniner og terpener. Disse stoffer udgør normalt 1-10%.

Opbygning

Træ. Eksempler på træsorter fra Afrika, Caribien, Mellem- og Sydamerika samt Syd- og SØ-asien. Disse og andre eksotiske træsorter udgør ca. 2% af Danmarks samlede forbrug af træ.

.

Træ. Udsnit af træstamme. Yderbarken danner et beskyttende lag af døde celler, mens inderbarken består af levende celler, phloem, der transporterer og lagrer især kulhydrat. Vækstlaget (kambiet) danner inderbark mod periferien og ved mod midten, hvorved omkredsen forøges. Veddet består yderst af splintved med ca. 90% døde, tomme celler, der afstiver stammen og transporterer vand og opløste næringssalte samt levende parenkymceller, der oplagrer især kulhydrat. Kerne- eller hjerteveddet er fysiologisk inaktivt; det tjener til afstivning og indeholder ofte stoffer, der gør det svært nedbrydeligt.

.

Ved beskrivelse af træsorter ser man bl.a. på densitet, karrenes (porernes) størrelse og fordeling, mængde og fordeling af vedparenkym samt farve og lugt.

Veddets opbygning

Ved er opbygget af flere celletyper. De fleste celler er lange i forhold til bredden, ofte 50-100 gange, og ordnet parallelt med hinanden og med stammens længdeakse, mens cellerne i marvstrålerne ligger på tværs, dvs. radiært i stammen. Andelen af de enkelte celletyper og deres udformning bestemmer tilsammen veddets egenskaber og udseende.

Ved inddeles i to hovedgrupper, løvtræ og nåletræ, med de engelske betegnelser hardwood og softwood. De to vedtyper er meget forskellige i opbygning. 90-95% af cellerne i nåletræ er trakeider med en gennemsnitslængde på 3,5 mm. Der er kun lidt vedparenkym, og marvstrålerne består kun af et enkelt cellelag og er derfor meget smalle. Løvtræ er mere varieret i sin opbygning, fordi der indgår flere celletyper: karceller, vedtaver, trakeider og vedparenkym, og marvstrålerne kan være meget brede. Ved af nåletræ er oftest homogent, og årringene er tydelige pga. stor farveforskel mellem lyst vårved og mørkt sommerved. I løvtræ er årringene ofte mindre tydelige, fordi karrene, populært kaldet porer, er ensartet fordelt over årringen, såkaldt spredtporet ved, fx hos bøg, birk, kirsebær, pil og poppel. Derimod er årringene tydelige i ringporet ved, fordi karrene i vårveddet er store og tætliggende, fx hos eg, elm og ask. Mange tropiske træsorter fra regnskoven mangler tydelige vækstringe undtagen i områder med regelmæssig tørtid.

Farve

I mange træer har den inderste del af veddet, kerneveddet, ofte en mørkere farve end det omgivende lyse splintved; det gælder især tropiske vedsorter, der er attraktive netop pga. deres farver, fx sort ibenholt og rødbrunt mahogni. Lærk, der er hjemmehørende på den nordlige halvkugle, har dog også rødbrunt kerneved, der tilmed er så bestandigt, at imprægnering kan være overflødig ved anvendelse over jord, fx til facadebeklædning. Også taks har dekorativt, rødbrunt kerneved. Hos nogle træer, fx rødgran, er der ikke en tydelig farveforskel mellem kerne og splint.

Marvstråler

Marvstråler består overvejende af parenkymceller, som i det levende træs splintved oplagrer stivelse og oliedråber. Marvstrålerne kan være 0,01-0,5 mm brede og hos eg op til 5 cm høje. Hos nåletræ er de meget smalle, kun ét cellelag i bredden, og typisk fra én til 20 og op til 50 celler høje. De er derfor næsten usynlige i veddet. I løvtræ er der arter med smalle marvstråler, som også er næsten usynlige, fx pil, poppel, birk og røn. Hos andre er de meget brede, fx eg, bøg og platan. De meget brede marvstråler udnyttes ved opskæringen, således at marvstrålerne danner et karakteristisk spejl, der reflekterer lyset og derved danner et smukt mønster, der især er tydeligt på polerede overflader af fx eg og løn. Hos platan og bøg er marvstrålerne mørkfarvede.

Parenkym

Parenkym er mest udbredt i løvtræ. Hos mange af vore hjemlige arter, fx birk og bøg, ligger det jævnt spredt over hele årringen, men hos mange tropiske træsorter er det samlet i grupper, oftest i bånd, der også omgiver karrene. Det ses bedst på et tværsnit, fx hos iroko og padauk, hvor det danner et dekorativt mønster koncentrisk med årringene. Hos teak findes parenkym i årringsgrænsen, som derved bliver tydeligere. Hos visse træsorter, fyr, gran, lærk og douglasgran, findes harpikskanaler, som giver veddet en lugt af harpiks. Marvpletter, brune pletter og streger i veddet forårsages af marvpletfluen og ses ofte hos el og røn.

Egenskaber

Træ. Eksempler på træsorter, der er hjemmehørende eller dyrkes i Danmark.

.

Inden for træteknologi, der er læren om træets (veddets) tekniske egenskaber, opererer man dels med fysiske egenskaber, dels med mekaniske.

Fysiske egenskaber

Densitet. Træsorter er meget forskellige, hvad angår densitet, der udtrykkes i kg/m3. Densiteten af vedstoffet, dvs. den massive cellevæg, er ca. 1500 kg/m3 uanset træart. Pga. den store forskel i cellevægandel mellem træarter varierer densiteten dog betydeligt. Som yderpunkter kan nævnes det meget lette balsatræ med en densitet på 160 og pokkenholt, der har en densitet på 1250. I pokkenholt er cellevæggene meget tykke, og cellernes hulrum lille, mens størstedelen af veddets volumen i balsatræ optages af luft. Densiteten kan bruges som et mål for træets styrke, idet de mekaniske egenskaber øges med densiteten. Trakeider og vedtaver har oftest tykke cellevægge og udgør en stor andel af træ med høj densitet. I træ med lille densitet er der en overvægt af kar og vedparenkym. Ibenholt er en tung træsort (1200) med få og små kar og mange vedtaver. Blandt vore hjemlige træsorter hører bøg (660), eg (690) og ask (690) til de middeltunge træsorter, birk (600) og poppel (420) til de lette.

Vand-fugt-relationer. Veds mest problematiske egenskab er, at det svinder og bulner, i takt med at det afgiver eller optager vand under fibermætningspunktet. Dette er defineret som det punkt, hvor alt frit vand i cellehulrummene er fordampet, men hvor cellevæggene er mættet med vand. Svindet er betydeligt i tværretningen, men ubetydeligt i længderetningen, i praksis ca. 1%. Svindet er næsten ligefrem proportionalt med densiteten.

De termiske egenskaber udmærker sig ved, at varmeledningsevnen er lille, dvs. at ved er en god varmeisolator. Ved er desuden dimensionsstabilt over for temperaturændringer i modsætning til fx metaller.

Elektriske egenskaber. Tørt træ er en effektiv isolator. Ledningsevnen er stigende med stigende vandindhold og er størst i træets længderetning.

De akustiske egenskaber er fremragende, jf. anvendelse af træ til fremstilling af musikinstrumenter, fx violiner. De gode akustiske egenskaber kan dog være et problem ved anvendelse af etageadskillelse i træ, hvilket bl.a. søges løst ved at beklæde med gips e.l.

Mekaniske egenskaber

De mekaniske egenskaber omfatter elasticitet (stivhed) og styrke (træk-, tryk-, bøje- og slagbrudstyrke) samt hårdhed. De mekaniske egenskaber er stort set proportionale med densiteten og er særdeles gode i forhold til vægten.

Anvendelse

Træ er et naturligt og vidt udbredt materiale, der er enkelt at anvende og let nedbrydeligt. Det er nemt at forarbejde og har fra begyndelsen af menneskets historie været anvendt til brænde og redskaber, senere til bygninger, møbler, skibe, træsko, jernbanesveller mv. Brugen af træ har undergået store forandringer i tidens løb; i 1950'erne blev smør stadig leveret i dritler, og vin og spiritus lagret i fade/tønder, alt lavet af træ. I dag lagres de fleste vine og spirituosa i tanke af metal. Industrialiseringen kombineret med udviklingen af nye materialer har fortrængt træ på mange områder, og håndværkere som bødkere og karetmagere findes stort set ikke længere. De væsentligste årsager er, at træ svinder og bulner med ændringer i vandindhold, slår sig, kan brænde og rådne og varierer meget i styrke. Disse egenskaber harmonerer ikke med en moderne industri, hvor ensartethed er en forudsætning for en effektiv masseproduktion. Hertil kommer træindustriens svigtende markedsføring. På andre områder er træprodukter dog gået betydeligt frem, fx inden for anvendelsen af papir og pap samt en række pladetyper, først og fremmest spånplader og fiberplader. Spådommen om, at it ville nedbringe papirforbruget, er endnu ikke gået i opfyldelse. Selvom træerhvervet er gået tilbage, er branchen stadig betydelig i Danmark. En række tiltag har fra 1990'erne øget interessen for anvendelsen af træ, fx til husbyggeri. For at fremme anvendelsen af træ, og fordi det er blevet dokumenteret, at træhuse kan være brand- og konstruktionsmæssigt lige så sikre som bygninger af mursten eller beton, har det siden 1999 været tilladt at opføre huse med bærende trækonstruktioner i op til fire etager. Af sikkerhedsmæssige årsager skal trækonstruktionen være dækket med gips eller andet brandhæmmende materiale (se også trækonstruktioner). Af æstetiske grunde vinder anvendelsen af træ til facadebeklædning frem, ikke mindst træsorter som europæisk lærk og kæmpethuja (ofte kaldet cedertræ), der er mere modstandsdygtige over for råd end fx skovfyr og rødgran. Danmarks træerhverv har altid været og er stadig stærkt præget af en meget uens sammensætning bestående af få store virksomheder og et stort antal små virksomheder, hvoraf mange er enkeltmandsfirmaer.

Eksempler på træsorter og deres anvendelse

Visse plantefamilier indeholder mange værdifulde træsorter. Til familien Dipterocarpaceae hører slægten Dipterocarpus fra SØ-Asien. Veddet fra 30 arter anvendes især som konstruktionstræ og forhandles under fællesnavnet yang eller keruing. Til samme familie hører Shorea, hvis ved forhandles under navnene meranti (Malaysia og Indonesien), seraya (Borneo) og lauan (Filippinerne). Disse navne omfatter flere hundrede arter, som navngives efter deres oprindelsesland. Træsorternes farve varierer fra helt lyst til mørkerødt, og veddet anvendes til møbler og bygningsarbejder.

Familien Meliaceae omfatter mange slægter, fx Cedrela (cigarkassetræ) med den karakteristiske lugt. De fleste arter anvendes dog til møbelfabrikation, herunder Entandrophragma cylindricum (sapele) og arter af slægten Khaya, der kaldes afrikansk mahogni. En art af slægten Swietenia forhandles som Honduras-mahogni (amerikansk mahogni), der pga. handelsforbud erstatter den førhen brugte Cuba-mahogni (ægte mahogni).

Ærteblomstfamilien omfatter dyrt møbel- og dekorationstræ, fx Rio-palisander fra Brasilien og ostindisk palisander fra Indien, der begge hører til slægten Dalbergia, samt bubinga og wengé, der kommer fra Vestafrika.

Nogle af de tungeste træsorter anvendes pga. deres bestandighed og gode styrkeegenskaber til havnebygning. Bedst kendt er azobé fra Afrika, der fx er anvendt til havnen i Halsskov, samt greenheart fra Surinam og afrormosia fra Afrika, der også anvendes som møbeltræ.

I Danmark anvendes fortrinsvis træ af arterne eg, bøg, gran og fyr. Langt tilbage i tiden har forskellige træsorters egenskaber været kendt. Det viser en undersøgelse af Nationalmuseets samling af træ, der stammer fra vogne tilbage fra stenalderen. Eg blev således benyttet til de tidlige skivehjul og alle øvrige dele af vognkonstruktionen, ask blev brugt til trækarme og vognstænger og pga. dets bøjelighed også til varmebøjede fælge; elm, der ikke så let flækker, blev brugt til hjulnav, bøg til fælge og rødel til fælge og nav.

Mange træsorter har en overfladisk lighed med hinanden og kan let forveksles. Det kan derfor være nødvendigt at undersøge træet i mikroskop for at bestemme træsorten.

Læs mere om træ i underemnerne herunder.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig