Botanik er det videnskabelige studium af planter. I 1900-tallet har botanikken udviklet sig i flere retninger med en stigende grad af specialisering til følge, og botanikken består nu af forskellige discipliner. Den grundlæggende dokumentation af planteverdenen i form af floraværker, monografier og taksonomiske revisioner er dog langt fra afsluttet. Miljøspørgsmål og en øget bevidsthed om Jordens biodiversitet har givet denne forskning ny aktualitet.

Faktaboks

Etymologi
Ordet botanik kommer af græsk botanike (episteme) 'botanisk (kundskab)', af botane 'græs, urt' og -ik).

I systematik, eller taksonomi, beskrives og navngives planterigets enheder, taxa. Samtidig udredes deres slægtskabsforhold, og artsdannelsesprocesser studeres. I strukturel botanik, dvs. morfologi, anatomi og cytologi, studeres planternes ydre og indre organer. Økologisk botanik er studiet af planteverdenens samspil med omgivelserne. Denne gren af botanikken er videre inddelt i bl.a. populationsøkologi, plantesociologi og økofysiologi. Plantegeografi er studiet af arternes geografiske fordeling og årsagerne hertil. Plantefysiologi er læren om planternes livsprocesser og er nu i høj grad specialiseret til studiet af molekylære processer. Palæobotanik er studiet af fortidens planteliv, en faggren, som knytter sig tæt til geologien. Også arkæologien har draget nytte af undersøgelser af plantelivet bl.a. ved dateringer af fund og under studiet af fortidens livsbetingelser, fx klimaet og sammensætningen af økosystemer.

Mikroskopiske træk, især kromosomcytologiske, har sammen med undersøgelser af planternes indholdsstoffer fundet øget anvendelse i botanikken, og elektronmikroskopet har bl.a. revolutioneret studiet af pollen, palynologi. Nye eksperimentelle metoder, især krydsningsforsøg, er taget i brug til belysning af slægtskabsforhold og evolution, og i systematikken bruges i stigende grad molekylære metoder.

Molekylærbiologien spiller en stigende rolle i botanikken, og studiet af basesekvenser i DNA- og RNA-molekyler kan nu belyse såvel planternes individuelle udvikling som deres evolution. Molekylærbiologiske og genetiske undersøgelser skaber klarhed over, hvorledes planteorganernes udvikling reguleres af forskellige sæt af gener, og det kan lade sig gøre at manipulere disse gener, hvorved man påvirker organernes udvikling og endelige udseende. Det samme gælder dannelsen af organeller og enzymer. Disse fremskridt kan få stor betydning, hvis de kan udnyttes i praktisk land- og havebrug.

Ved hjælp af de nøjagtige sekvenser af nukleotider i bestemte gener kan man nu i stigende omfang få en objektivt baseret oversigt over planternes evolution, fx de dækfrøede planters udvikling gennem de seneste ca. 140 mio. år (se dækfrøede).

I Danmark foregår forskning og undervisning i botanik især ved universiteterne i København og Aarhus.

Historie

Traditionelt medtager man i fremstillinger af botanikkens historie alle former for videnskabelige arbejder, der omhandler planter. Som mange andre gamle naturvidenskaber har botanik sin oprindelse i praktiske iagttagelser, særligt vedrørende planternes anvendelighed som læge- og næringsmidler. De ældste skrifter, der kan anses for botaniske, stammer fra grækerne Theofrast (ca. 300 f.Kr.) og Dioskorides (1. årh. e.Kr.), der beskrev anvendelsen af flere hundrede plantearter fra det østlige Middelhavsområde og foreslog en systematisk inddeling af disse.

Traditionen fortsatte i håndbøger om lægeurter og deres brug i middelalderen og 1500-tallets Europa, fx af Otto von Brunfels, Leonhard Fuchs og Hieronymus Bosch, hvis bøger alle er illustreret med omhyggeligt udførte træsnit af planter. Fra midten af 1500-tallet fremkom egentlige systematiske oversigter over planteriget, bl.a. af schweizeren Konrad Gesner og italieneren A. Cesalpino.

Schweizeren Caspar Bauhin udgav i 1623 en oversigt over de da ca. 6000 kendte plantearter, samtidig med at han forsøgte at skaffe orden på deres videnskabelige navne. Franskmanden J.P. de Tournefort opstillede et system for planteriget, der bygger på træk i blomsternes opbygning, især kronens form. Svenskeren Carl von Linné foreslog i 1735 et stærkt forenklet system baseret på antallet af støvbærere og grifler.

Linné forenklede også den botaniske navngivning vha. et system, hvori alle arter havde navne bestående af to ord: først slægtsnavnet, dernæst den artsspecifikke betegnelse, se art. Han gav en oversigt over alle kendte plantearter med de nye toleddede navne, i alt ca. 8000 (Species Plantarum, 1753). I sine senere år udformede Linné hovedtrækkene i et andet system baseret på mange forskellige karaktertræk; flere meget karakteristiske grupper fra dette system, fx skærmplanter, går igen i moderne botanisk systematik. Disse tanker blev videreudviklet af franskmanden A.L. de Jussieu (Genera plantarum, 1789).

I 1700-tallet tog den europæiske kolonisation i troperne fart samtidig med, at man begyndte at udnytte hjemlige planteprodukter og effektivisere landbruget. Botanikken skiftede derfor i nogen grad karakter fra at være en medicinsk hjælpevidenskab til en økonomisk. Planternes klassifikation blev forfinet gennem inddragelse af stadig flere arter, de fleste fra troperne, og flere karakterer blev studeret. Den største sammenfatning blev lavet af schweizerne A.P. og A.L.P.P. de Candolle, far og søn (Prodromus, 17 bind, 1823-1873). Først i systemet placeredes de plantegrupper, der har et stort og ubestemt antal blosterblade, støvbærere og frugtanlæg, fx ranunkelfamilien, da deres ringe grad af specialisering placerede dem som mere "primitive". Antallet af kendte arter var da, sidst i 1800-tallet, ca. 100.000; nu er tallet ca. 250.000.

Fra begyndelsen af 1800-tallet blev botanikkens stærke anvendelsesorientering trængt i baggrunden, og faget fik karakter af grundforskning. Den sammenlignende botaniske formlære og systematik blev stærkt stimuleret af digteren og naturfilosoffen J.W. Goethes teorier, i hvilke urplanternes blade er grundformen for knopskæl, løvblade, blomsterblade og andre bladlignende organer (Die Metamorphose der Pflanzen, 1790). Den tyske botaniker W. Hofmeisters studier af frø og kimplanters udvikling lagde grunden til studiet af planternes embryologi i en række værker fra 1849 til 1861.

Botanikerne arbejdede indtil midten af 1800-tallet på, at deres system skulle afspejle "skaberens plan". Men efter at Charles Darwin i 1859 havde fremsat teorien om arternes udvikling ved naturlig udvælgelse, ændredes grundlaget for arbejdet, idet systemet nu skulle afspejle et virkeligt slægtskab mellem planterne, betinget af et historisk forløb gennem millioner af år. De første systemer over planteriget med hensyntagen til Darwins teorier udarbejdedes i 1870'erne af tyskeren A.W. Eichler og danskeren Eug. Warming (Systematisk Botanik, 1879). Deres arbejder blev imidlertid, skønt originale og dybtskuende, fortrængt af de omfangsrige værker af tyskeren H.G.A. Engler. Denne gik ud fra en teori om, at de først udviklede blomsterplanter havde enkle, enkønnede blomster, der bestøvedes ved vindens hjælp, og de mest primitive plantegrupper i nutiden måtte derfor antages at have sådanne blomster. Senere, i 1950'erne og 1960'erne, har bl.a. russeren A. Takhtajan, amerikaneren A.J. Cronquist og mange andre støttet den opfattelse, at plantegrupper, der har et stort og ubestemt antal blosterblade, støvbærere og frugtanlæg i blomsten, er de oprindelige.

Fremskridtene inden for den almene botanik er gennemgående af yngre dato end inden for den systematiske botanik. Mikroskopets opfindelse omkring 1600 ledte til de første undersøgelser, bl.a. af italieneren M. Malpighi. I begyndelsen af 1800-tallet kom mange nye planteanatomiske iagttagelser, bl.a. af Hofmeister og englænderen R. Brown. De første eksperimentelle plantefysiologiske iagttagelser var englænderen S. Hales' studier af saftstigningen i plantestængler og planternes transpiration. Plantefysiologien gjorde efter afgørende iagttagelser af planternes assimilation og ånding udført af hollænderen J. Ingenhousz store fremskridt i midten af 1800-tallet. Også grundlæggende studier af planternes ernæringsfysiologi blev udført. Danskeren P. Boysen Jensen opdagede, at der forekommer vækststyrende stoffer (hormoner) hos planter. Videreførelsen af denne forskning kan nu i vid udstrækning redegøre for forbindelsen mellem gener og planternes struktur og funktion.

Den botaniske økologi er opstået ved udbygning af plantegeografien, der studeredes af tyskeren Alexander von Humboldt på basis af egne iagttagelser under hans mange rejser, bl.a. i Syd- og Mellemamerika i 1799-1804. Danskeren J.F. Schouw (Grundtræk til en almindelig Plantegeographie, 1822), A.L.P.P. de Candolle, H.G.A. Engler og andre har studeret disse emner med henblik på at forklare planternes udbredelse i forhold til både klima, jordbund og historiske faktorer. Warming grundlagde den økologiske plantegeografi, der studerer arternes forhold til omverdenens fysiske og kemiske faktorer (Plantesamfund, 1895), en disciplin, der siden har udviklet sig til den moderne økologi.

Planternes historiske udvikling er blevet belyst gennem studiet af fossile planter, bl.a. af franskmanden A. Brongniart (1801-1876) og senere af svenskeren A.G. Nathorst og englænderne W.C. Williamson (1816-1895) og D.H. Scott (1854-1934). I de seneste år er især kendskabet til Kridttidens planteverden øget stærkt.

Botanisk genetik kan føres tilbage til hollænderen Hugo de Vries, der omkring 1900 genopdagede Gregor Mendels oprindelige studier over arvelighed hos bønner, og som selv påviste pludselige genetiske forandringer, mutationer, hos natlys. Den videre udvikling hører imidlertid tæt sammen med den generelle genetik.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig