Antheridium, (lat., af gr. anthera 'støvknap', af antheros 'blomster-' og diminutivendelsen -idion), hanligt kønsorgan, gametangium, hos sporeplanter. I antheridiet dannes kønsceller, gameter, enten i form af spermatozoider, der er fritsvømmende, eller spermatier, der er ubevægelige. Hos visse svampe dannes dog kun hanlige cellekerner.