Fossiler, rester, aftryk eller spor efter fortidens organismer; fund, der kun er få tusinde år gamle, kaldes ofte subfossiler. Fossiler afspejler livets udvikling på Jorden gennem mere end 3,5 mia. år fra den spæde begyndelse til nutidens store formrigdom. Man skelner mellem to hovedtyper af fossiler, kropsfossiler og sporfossiler. Kropsfossiler er dele af en organisme, fx skaller eller knogler samt aftryk af fx fjer og blade. Sporfossiler er spor efter fortidsdyrenes aktiviteter, det kan være en orms gravning i havbunden eller en dinosaurs fodspor. Se også biostratigrafi, evolution, geologi, palæontologi, palæoøkologi og sporfossiler.
Faktaboks
- Etymologi
- Ordet fossil kommer af latin fossilis 'udgravet', af fossa 'grav'.
Normalt bevares kun en uhyre ringe del af de levende organismer som fossiler. En vigtig forudsætning er, at organismen indeholder hårde eller modstandsdygtige bestanddele; bløddele som muskler og hud bevares kun under helt specielle omstændigheder. Bevaringsmulighederne afhænger desuden af hårdvævets kemiske og mineralogiske sammensætning. Det hyppigste hårdvæv i dyreriget er calciumcarbonat, som optræder i to udgaver, calcit og aragonit. Calcit er udbredt hos bl.a. pighuder, brachiopoder, bryozoer, trilobitter og mange uddøde koraller. Snegle, de fleste muslinger, mange blæksprutter samt alle nulevende koraller bygger derimod deres skelet af aragonit. Aragonit er mindre bestandig end calcit, så fossiler af disse dyregrupper findes oftest kun som ydre aftryk eller indre udfyldninger, stenkerner, idet selve skallerne er opløst. Af andre skeletmaterialer er kisel og calciumfosfat de almindeligste. Kisel i fx havsvampes spikler er letopløselig, mens calciumfosfat, der bl.a. findes i hvirveldyrs knogler og tænder, er ganske bestandigt. Planter er opbygget af bl.a. cellulose og lignin; plantedele er langt oftere bevaret end blødvæv af dyr.
En anden vigtig forudsætning for fossilbevaring er, at organismen begraves hurtigt efter døden. Hvis dette ikke sker, vil en lang række biologiske og fysiske processer normalt opløse, nedbryde eller sprede selv de mest bestandige skeletdele i løbet af få år. De begravede fossiler udsættes for en lang række kemiske og fysiske påvirkninger. Porer i skaller og knogler vil ofte blive udfyldt af et mineral, som hyppigst vil være kalkspat, kisel eller jernsulfid. Denne imprægnering, permineralisering eller forstening, giver fossilerne større vægt og styrke: Næsten alt fossilt træ og de fleste fossile knogler er forstenede. Andre fossilationsprocesser omfatter omkrystallisering af aragonit til calcit og omdannelse af organiske materialer til kul og grafit. Undertiden sker det også, at de oprindelige dele bliver erstattet med et andet mineral, oftest jernsulfid, kisel eller calciumcarbonat. Disse processer har resulteret i nogle af de smukkeste fossiler, man kender. En usædvanlig opbevaring af især insekter findes i rav, der er hærdnet harpiks fra fortidens skove.
De bevarede fossiler udgør ikke et repræsentativt udvalg af fortidens dyre- og planteverden. Organismer uden hårdt skeletvæv bevares kun yderst sjældent. Organismer, der lever i eller nær vand, har langt større chancer for at blive bevaret end de landlevende. Desuden er store knogler og store dyr mere bestandige end små knogler og små dyr. Selv i havaflejringer er fossiler meget ujævnt fordelt.
Visse geologiske forekomster består dog overvejende af fossilrester. Tørv og kullag er opbygget næsten udelukkende af mere eller mindre omdannede planterester, ligesom olie og naturgas er omdannelsesprodukter af fortidige organismer. Kalk består også af fossiler, selvom mange er så nedbrudte eller så små, at de ikke kan skelnes med det blotte øje.
Studiet af fossiler kaldes palæontologi. Til trods for de ujævnt fordelte fossile vidnesbyrd har palæontologer beskrevet flere hundrede tusinde fossile dyre- og plantearter og fastlagt hovedtrækkene af livets udvikling på Jorden. Visse exceptionelt velbevarede forekomster har givet betydelig ekstra viden om denne udvikling, blandt de vigtige er Ediacara-sandsten (Sen Prækambrium), Burgess-skifer (Kambrium), Hunsrück-skifer (Devon), Holzmaden-skifer og Solnhofen-kalksten (Jura) samt Messel-olieskifer (Eocæn).
Ud over dokumentationen af livets udvikling finder fossiler anvendelse i mange geologiske sammenhænge. De danner grundlaget for biostratigrafien, hvor indholdet af karakteristiske fossiler tjener til at inddele jordlagene og indplacere dem i den geologiske tidsskala. Dette har bl.a. stor praktisk betydning i forbindelse med olieefterforskning. Undersøgelser af fossiler indgår også som et vigtigt aspekt i palæoøkologien, der har til formål at beskrive de skiftende økologiske og klimatiske forhold gennem tiderne. Vor viden om de klimatiske svingninger, der i de seneste par millioner år har præget Jordens historie og resulteret i vekslende istider og mellemistider, bygger således i høj grad på fossiler, se fx foraminiferer.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.