Biologisk klassifikation. Den klassiske opdeling af alt levende i to store riger, planteriget og dyreriget, afspejler ikke den nutidige opfattelse af organismernes slægtskabsforhold. I stedet anvendes oftest fem-riges-klassifikationen: Procaryota, som er organismer uden cellekerne, dvs. de forskellige bakteriegrupper, herunder bl.a. blågrønalger, cyanobakterier (på billedet en bakterie, Proteus mirabilis), Protista, som er organismer med cellekerne, men som ikke tilhører nogen af de følgende riger; inkluderer bl.a. encellede dyr og visse grupper, som før var placeret under planter (på billedet et klokkedyr og et tøffeldyr), Plantae, de højere grønne planter (på billedet gren af vildæble), Fungi, de botaniske svampe (på billedet klynge af huesvampe), Animalia, de flercellede dyr (på billedet et fløjlsdyr). Ifølge endosymbiont-hypotesen er organeller i celler med kerne opstået ved et samarbejde, symbiose, mellem kerneløse celler. På denne måde opstod fx mitokondrier ud fra former af Procaryota, der kunne udnytte ilt i deres respiration. For Plantaes vedkommende opstod også en symbiose med prokaryoter, der kan udføre fotosyntese, sandsynligvis blågrønalger; disse blev til plantecellens kloroplaster (grønkorn). Rigerne Plantae, Fungi og Animalia er naturlige (monofyletiske) grupper, da de ikke under evolutionen har givet ophav til andre riger. Procaryota og Protista omfatter derimod også former, som har givet ophav til de tre højere riger og er derfor parafyletiske grupper.

.

Biologisk klassifikation, hierarkisk gruppering af organismer baseret på fælles karakterer.

Det er iøjnefaldende, at forskellige dyr og planter mere eller mindre ligner hinanden, og allerede i 300-t. f.Kr. foreslog de græske filosoffer Aristoteles og Theofrast klassifikationer af dyr og planter, hvori fx grupper som hvirveldyr, som Aristoteles kaldte bloddyr, var erkendt.

I 1500- og 1600-t. blomstrede beskrivelse og systematisering af arterne op igen, og i 1735 publicerede Carl von Linné første udgave af Systema Naturae, hvori inddelingen i "mineralriget, planteriget og dyreriget" blev defineret, og hvert rige præsenteret ved en række eksempler. Dette værk, som oprindelig var på 14 store sider, voksede gennem de følgende udgaver, så afsnittet om dyreriget i tiende udgave (1758) fyldte et helt bind på 824 sider. I denne udgave gennemførtes for første gang et princip for navngivning af dyrene, som hurtigt blev accepteret, og som nu er fastlagt i internationale aftaler. Princippet er, at hver art har et toleddet latinsk navn, som består af slægtens navn efterfulgt af den særlige betegnelse for arten. Slægtsnavnet skal være unikt, mens den samme artsbetegnelse kan benyttes til arter i forskellige slægter. Arterne er således grupperet i slægter, og slægterne arrangeret i familier, ordener, klasser og rækker, som endelig udgør dyreriget. Den tilsvarende navngivning af planteriget var gennemført i Species Plantarum i 1753.

Inddelingen af dyre- og planteriget er løbende blevet forfinet; følgende eksempel belyser de mest anvendte kategorier: Det vilde æbletræ (Malus sylvestris) hører til æbleslægten (Malus), som hører til kernefrugtfamilien (Malaceae), som hører til rosenordenen (Rosales), som hører til klassen tokimbladede (Dicotyledones), som hører til rækken blomsterplanter (Magnoliophyta eller Angiospermophyta), som hører til planteriget (Plantae).

Linnés klassifikation er baseret på ligheder mellem arterne uden nogen bagvedliggende idé om årsagen til lighederne. Et sådant idémæssigt grundlag kom først med evolutionsteorien, som efter flere tilløb fik sit gennembrud med Darwins bog On the Origin of Species (1859). Teorien forklarer lighederne mellem arterne ved, at der er et ægte, genealogisk slægtskab mellem dem, idet de nulevende arter er udviklet fra uddøde stamarter. Når alle de nulevende ægte pattedyr (Placentalia) er levendefødende og har en moderkage, skyldes det således, at de nedstammer fra en fælles stamart, som havde disse to karakterer. Darwin forsøgte ikke at udrede slægtskabsforholdene mellem de højere grupper i dyre- eller planteriget. I 1866 udkom Ernst Haeckels bog Generelle Morphologie der Organismen, som indeholdt det første stamtræ, hvori alle nulevende grupper af organismer er forsøgt placeret. Haeckel skabte også begreberne ontogeni og fylogeni for at skelne mellem udvikling af individet og udvikling af arten.

Moderne klassifikation bygger på udviklingstanken, men der er ikke enighed om, hvilke metoder og definitioner der skal lægges til grund. Den kladistiske eller fylogenetiske metode søger at klassificere i så fuld overensstemmelse med stamtræet som muligt, hvor hovedprincippet er kun at anerkende naturlige, dvs. monofyletiske grupper (grupper bestående af en stamart og alle dens nulevende og uddøde efterkommere; se kladisme). Den "evolutionære" metode accepterer parafyletiske grupper (grupper bestående af en stamart og en del af dens efterkommere, men med udskillelse af særligt karakteristiske/specialiserede grupper). Den "fænetiske" metode baserer klassifikationen på den totale mængde af fællestræk mellem systematiske grupper uden fylogenetiske overvejelser.

Den biologiske klassifikation skaber ikke blot et entydigt referencesystem, hvori hver enkelt art har sit navn, den indeholder tillige en stor mængde information, som det ses af følgende eksempel: Vu Quang-oksen fra Vietnam, som man opdagede i 1992, blev først beskrevet ud fra nogle få skind og skeletdele, der sammen med analyser af DNA fra skindet tydeligt viste, at arten er nært beslægtet med okser, bisoner og bøfler og dermed hører til drøvtyggerne. Uden i øvrigt at kende til artens anatomi og biologi kan vi dermed gå ud fra, at den er planteæder med en kompliceret mave bestående af formave (med vom og netmave), bladmave og kallun ligesom de andre drøvtyggeres, og at den ligesom de øvrige ægte pattedyr føder unger, som dier moderen.

Allerede i 1860 indså den britiske naturforsker John Hogg (1800-69) og snart efter også Haeckel (i 1866), at inddeling af organismer i kun to grupper, dyr og planter, var uholdbar. De indførte et tredje rige, Protoctista eller Protista, som skulle omfatte alle encellede organismer og nogle af de mest "primitive" flercellede organismer.

Den nutidige opfattelse af udviklingen af de tidlige kernebærende organismer ved symbiose mellem flere forskellige kerneløse organismer, beskrevet i den såkaldte endosymbiont-hypotese, har givet en helt ny forståelse af livets udvikling. Denne hypotese går ud på, at flere af de organeller, vi i dag opfatter som integrerede dele af de eukaryote celler, fx mitokondrier og kloroplaster, oprindelig har været fritlevende organismer, som senere er kommet ind i andre celler, hvor de efterhånden blev til intracellulære symbionter. Denne idé støttes bl.a. af, at mitokondrierne indeholder deres eget DNA-molekyle. Der er ikke opnået enighed om en klassifikation, som svarer til denne nye idé, men en fem-riges-klassifikation (five-kingdom-classification), der har Lynn Margulis som den mest kendte fortaler, synes at være praktisk med den nuværende viden (Margulis & Schwartz: Five Kingdoms, 1988).

Se også nomenklatur og systematik.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig