Thymidinkinase, enzym, der katalyserer omdannelsen af thymidin (et nukleosid bestående af thymin og en pentose) til thymidinmonofosfat; celler, der mangler genet for dette enzym, vil dø i dyrkningsmedier af en bestemt sammensætning. Eksperimentel indføring af genet sammen med et andet gen i en cellekultur bruges i bioteknologien til at bortsortere celler, som ikke har modtaget generne, idet disse vil dø under betingelser, hvor de, der har modtaget generne, kan overleve.