In situ-hybridisering, molekylærbiologisk teknik til påvisning af specifikke, mindre afsnit af en DNA- eller RNA-streng inde i en celle (in situ). Cellen behandles med en opløsning af en forud mærket mindre DNA- eller RNA-streng (eng. probe 'sonde'), som inde i cellen kun bindes til (hybridiseres med) enkeltstrengede RNA- eller DNA-molekyler, der rummer en nukleotidrækkefølge komplementær til den pågældende probe.
Faktaboks
- Etymologi
- In situ er latin og betyder 'på (opholds)stedet', om forhold inden for et bestemt medicinsk område; bruges arkæologisk om forhold på udgravningsplads.
Ikke-bundet probe vaskes væk, og eventuel tilstedeværelse af hybridiseret probe påvises enten ved autoradiografi, hvis proben er radioaktivt mærket, eller ved mikroskopi, hvis proben er mærket med et fluorescerende farvestof (fluorescens-in situ-hybridisering, FISH), hvilket er den oftest anvendte metode.
Der findes et stort antal forskellige prober, som kan anvendes til mange formål, fx påvisning af bakterier ved deres specifikke ribosomale RNA, påvisning af messenger-RNA i cytoplasmaet og hos mennesker navnlig til påvisning af kromosomabnormiteter.
Metoden er enkel og hurtig, og der kræves kun meget små prøvemængder. Den kan derfor anvendes til fx den form for prænatal diagnostik, der udføres på en eller to celler, som er fjernet fra et reagensglasbefrugtet menneskeæg, der har udviklet sig til et stadium med 8-10 celler (præimplantationsdiagnostik). Hvis der ved undersøgelsen påvises alvorlige abnormiteter, kan æggets udvikling standses, således at det ikke senere bliver nødvendigt at udføre abort. Ved normale fund kan de resterende intakte celler efter at være lagt ind i kvindens livmoder udvikles normalt til et fuldbårent barn.
Se også DNA-analyse og histokemi.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.