Aldosteron, hormon, som dannes i binyrebarken ved faldende blodtryk, og som spiller en vigtig rolle for opretholdelse af kroppens saltbalance og blodtryk. Det påvirker nyrerne til at øge genoptagelsen af natrium og vand fra nyrefiltratet (der senere bliver til urin) samt at fremme udskillelsen af kalium i urinen. Visse sjældne binyrebarksvulster producerer så meget aldosteron, at blodtrykket stiger kraftigt (Conns syndrom).

Ved lavt blodtryk frisætter nyren enzymet renin, som i blodplasma spalter et lille peptid, angiotensin, fra et stort protein, angiotensinogen. Efter fraspaltning af yderligere to aminosyrer stimulerer angiotensin binyrebarken til at frisætte aldosteron. Hormonet frisættes også, men i mindre omfang, af hormonet ACTH. Aldosteron er et steroidhormon og er kroppens vigtigste mineralokortikoid.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig