Christian B. Anfinsen, Christian Boehmer Anfinsen, 1916-1995, amerikansk biokemiker af norsk afstamning. Anfinsen har ved systematiske undersøgelser af enzymet ribonuklease bidraget afgørende til at opklare sammenhængen mellem proteiners struktur og funktion. Han modtog derfor i 1972 nobelprisen i kemi sammen med amerikanerne Stanford Moore og William H. Stein. Anfinsen udførte dele af sit grundlæggende arbejde på Carlsberglaboratoriet i København, først som student 1938-40 og senere som gæsteprofessor 1954-55.