Arum er en slægt af knoldplanter i arumfamilien. Der kendes ca. 25 arter, som er udbredt i Europa, Nordafrika og Vestasien. Planterne har en underjordisk knold og pil- eller spydformede blade, og hele planten er giftig. De nøgne han- og hunblomster sidder nederst på en kolbe omgivet af et hylsterblad, og kolben er forlænget i en steril, kølleformet del. Frugtstanden har røde bær.
Italiensk arum (Arum italicum) med orangerøde bær. Af Adrian Thomas/Science Photo Library/Ritzau Scanpix.
Begrænset anvendelse
arum
Plettet arum (Arum maculatum) bestøves af sommerfuglemyg, der lokkes til planten af duftstoffer, udskilt fra den opsvulmede kolbespids. Insekterne glider ned i blomstens indre, hvor de holdes indespærret af stive hår, dannet af golde blomster, der sidder netop, hvor det ydre hylsterblad er snævrest. Efter ca. et døgns ophold i blomsten, hvorunder de afsætter pollen på hunblomsterne nederst i blomsterstanden, kan de atter kravle ud; hylsterbladet bliver mindre glat, og hårene visner. På vejen op pudres de med pollen fra hanblomsterne, der sidder over hunblomsterne og i mellemtiden er blevet modne.
Arum i Danmark
Italiensk arum (Arum italicum) kendes let på de hvide tegninger på bladene.
I Danmark kan man støde på tre arter af arum: dansk arum (Arum cylindraceum), plettet arum (A. maculatum) og italiensk arum (A. italicum).
Af de tre arter er kun dansk arum (også kaldet dansk ingefær) naturligt hjemmehørende. Den bliver 25-40 cm høj og kan skelnes fra de to andre arter ved at mangle pletter på bladene og have et grønt hylsterblad. Dansk arum vokser på muldbund i krat og løvskove, ofte tæt på kysten. I Danmark findes den hovedsagelig i den østlige del af landet.
Plettet arum er udbredt i det meste af Europa samt det nordlige Tyrkiet og vestlige Kaukasus. Den hører ikke naturligt hjemme i Danmark, men har forvildet sig fra dyrkning og findes i dag i det meste af landet, især i byområder. Den kan kendes fra dansk arum på sine mørkviolet plettede blade og et hvidgult hylsterblad. Mange individer mangler dog pletterne på bladene, og kan være meget vanskelige at bestemme.
Den sidste art, italiensk arum, findes naturligt i Makaronesien, Nordvestafrika, Vest- og Sydeuropa samt dele af Mellemøsten. Den har en lav vækst og vintergrønne, hvidbrogede blade. I forsommeren bærer den en kolbe med hvidgrønt hylsterblad og i sensommeren højrøde, dekorative, men giftige bær. Italiensk arum er en populær havestaude, der kan vokse næsten overalt. Herfra har den forvildet sig til den danske natur, hvor den er i kraftig spredning. Den er særlig almindelig på Øerne og i Øst- og Sydøstjylland.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.