Alethinophidia omfatter resten af de nulevende slanger, hvoraf de fleste (bortset fra gravende og vandlevende former) på bugen er forsynet med store brede skæl, bugskinner.
De to arter af dværgcylinderslanger (Anomochilidae) er udbredt i Malaysia og Indonesien og bliver op til 40 cm; deres levevis er ukendt. Skjoldhalerne (Uropeltidae) fra Indien og Sri Lanka omfatter otte slægter af gravende former. Navnet skyldes en skjoldformet dannelse på halen hos nogle af arterne. Skjoldets funktion er muligvis beskyttelse mod bagfra kommende rovdyr i de underjordiske gange, slangerne lever i. De bliver op til 70 cm. De otte arter af sydøstasiatiske cylinderslanger (Cylindrophiidae) har rester af baglemmer i form af et bækken og baglemmer inde i kroppen og en lille, ydre spore på hver side af gattet. De er gravende og bliver højst 90 cm. Den sydamerikanske falske koralslange (Anilius scytale) er det eneste medlem af familien Aniliidae. Den er gravende og har rester af baglemmer som de sydøstasiatiske cylinderslanger. Den kan blive 1 m. De asiatiske solstråleslanger (Xenopeltidae) lever i store dele af SØ-Asien og Det Indoaustralske Arkipelag. De er gravende og bliver op til 90 cm.
Pytoner (Pythonidae) og boaer (Boidae) kaldes samlet for kvælerslanger. De udgør forskellige udviklingslinjer, men har bl.a. det tilfælles, at de fleste har rester af indre baglemmer og en ydre klo, der er størst hos hannen, og som formentlig spiller en rolle under parringen.
Caenophidia omfatter vorteslanger (Acrochordidae) og de avancerede slanger (Colubroidea). Vorteslangerne er udbredt fra Forindien til Australien. De tre arter er rent vandlevende og æder overvejende fisk. Som tilpasning til livet i havet har de saltkirtler, har øjnene oven på hovedet og næsebor, der kan lukkes. Vorteslanger kan blive op til 180 cm.
De avancerede slanger er traditionelt blevet inddelt efter fraværet eller tilstedeværelsen og placeringen af gifttænder. Hugormene (Viperidae) består af tre underfamilier, dvs. den gamle verdens hugorme (Viperinae), de små, farvestrålende hugorme i underfamilien Azemiopinae og grubeormene (Crotalinae), som alle har lange gifttænder siddende fortil i munden på en kort maxilla, der kan rotere, så gifttænderne rejses under biddet. Giftsnogene (Elapidae), som også omfatter havslangerne (Hydrophiinae), har kortere gifttænder siddende på en lang, ubevægelig maxilla. Jordhugormene (Atractaspis) blev tidligere henregnet til hugormene pga. deres lange, bevægelige gifttænder. Det har dog vist sig, at gifttænderne ikke roterer så meget, men at underkæben snarere rykker lidt til siden, så gifttanden på den anden side eksponeres og kan punktere byttet ved et hug bagud i modsætning til edderormenes fremadrettede hug. Jordhugormene anses nu for at udgøre en separat familie (Atractaspididae), hvortil også henregnes visse furetandede snoge (Aparallactinae). Snogene (Colubridae) anses ofte for ugiftige, men dette holder ikke stik. De omfatter både former uden gifttænder (glattandede snoge) og snoge med furede gifttænder bagtil på maxilla (furetandede snoge), og visse arter fra begge grupper kan være farlige for mennesker.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.