Gorilla
En 15 år gammel han af vestlig lavlandsgorilla (Gorilla g. gorilla) i Bateke Plateau National Park, Gabon.
Gorilla
Af /Minden/Ritzau Scanpix.

Gorillaerne er de største af menneskeaberne. De tilhører en slægt med to arter, som ifølge det molekylære ur blev adskilt for 1-2 millioner år siden: den vestlige gorilla (Gorilla gorilla) og den østlige gorilla (Gorilla beringei).

Faktaboks

Etymologi
Ordet gorilla kommer af græsk gorillai. Forekommer først i en rejseskildring fra 400-tallet f.v.t. af karthaginienseren Hanno, måske brugt om slægt af behårede kvinder i Afrika, måske om gorillaer; af vestafrikansk oprindelse.
Også kendt som

Gorilla

Gorillaers udseende

De bliver 1,25-1,75 m høje og vejer 100-275 kg; hannerne er betydelig større end hunnerne. Pelsen er sort og korthåret hos lavlandsgorillaer, langhåret hos bjerggorillaer. Fuldvoksne, dominante hanner udvikler en sølvgrå saddel over ryggen og kaldes ofte for "sølvrygge". Ansigtet er nøgent, og armene er længere end benene. Gorillaer bevæger sig omkring på alle fire, idet hænderne støtter på knoerne (knogang). De kan dog også gå opret over kortere afstande og klatrer glimrende.

Udbredelse og levested

Gorillaer findes i regnskovsområder i Ækvatorialafrika fra Cameroun i vest til Den Demokratiske Republik Congo og Rwanda i øst.

Levevis og adfærd

En gorillahun med unge får automatisk en høj status i flokken. Pelsrensningen har en social funktion. Den pacificerer hunnen, og yngre hunner kan på den måde få adgang til ungen, så de kan øve sig i forældreadfærd, før de selv får en unge.

.

De færdes fortrinsvis på skovbunden, men kan under fødesøgningen, og når de skal sove, uden besvær klatre op i træer til 20 m højde. Gorillaer lever hovedsagelig af blade og unge skud og tager også frugt og insekter. De er sociale og færdes i grupper på 1-3 hanner og 4-6 hunner samt deres unger. Gruppen ledes af en sølvryg, som er dominant over for de yngre hanner. Hunnerne har et indbyrdes hierarki, og hunnen med størst rang har fortrinsret til at opholde sig nærmest sølvryggen. Hunner, der fødes i flokken, udvandrer, når de bliver kønsmodne, mens hanner ofte bliver noget længere, dog uden at udvikle den sølvgrå ryg. Voksent afkom forlader normalt familiegruppen, hvorved indavl undgås. Af og til ses dog flere sølvrygge i en flok, hvor en voksen søn kan overtage ledelsen efter sin aldrende far.

Når to gorillagrupper mødes, stopper de op over for hinanden på en vis afstand. Herefter farer de to førerhanner frem mod hinanden, mens de laver så megen støj som muligt, enten ved at slå sig på brystet eller ved at slå med grene mod træstammer o.l. På den måde forsøger de at imponere modparten, så denne fortrækker med sin gruppe. Spillet kan gentages flere gange, og først hvis ingen af dem vil vige for den anden, kommer det til egentlige slagsmål, hvor også hunnerne og de unge hanner inddrages. Gorillaer kommunikerer først og fremmest ved hjælp af positurer, grimasser og bevægelser, men de har også et relativt varieret lydsprog bestående af ca. 20 forskellige lyde fra skingre hyl til dybe grynt.

Hunnen føder en enkelt unge efter en drægtighed på 8,5 måneder. Ungen bliver sammen med moderen i op til tre år, hvorefter hun føder en ny unge og afviser den gamle. Opfostringen af ungen fortsættes dog af unge og gamle hunner uden unger, såkaldte tanter. På den måde får de unge hunner mulighed for at øve sig i yngelpleje, hvilket er en vigtig forudsætning for deres succes som avlshunner senere i livet.

I visse udbredelsesområder lever både gorillaer og chimpanser, men flokkene undgår fredeligt hinanden. Begges kost består af dyr (for gorillaer kun insekter), frugter og plantedele, men fødekonkurrencen begrænses ved, at gorillaen pga. dens kraftigere tyggeapparat og tarmsystem kan leve af grovere og mindre attraktive planter, fx nælder og tidsler. Hertil anvendes en imponerende manuel teknik og fingerfærdighed; gorillaer i naturen bruger kun ganske få, simple redskaber.

Underarter

Den vestlige gorilla (Gorilla gorilla) består af to underarter: den vestlige lavlandsgorilla (G. g. gorilla) fra Centralafrika med en bestand på ca. 100.000 individer og den lidt mindre Cross River gorilla (G. g. diehli) med en bestand på kun 250-300 individer på grænsen mellem Nigeria og Cameroun. Vestlige gorillaer har kort, gråbrunt hår med rødlig isse og et ret spinkelt tyggeapparat betinget af en kost, som især består af frugt. Derfor færdes de over større afstande og klatrer mere i træer end østlige gorillaer. I skove uden tæt bundvegetation bygger de reder og overnatter i træerne.

Den østlige gorilla (Gorilla beringei) har længere, sort hår og større kæber og kindtænder tilpasset en mere fiberrig kost. Enlige sølvrygge slutter sig sommetider sammen i ungkarleflokke. Den opdeles i to underarter. De ca. 880 bjerggorillaer (G. b. beringei) ved den bjergrige grænse mellem Den Demokratiske Republik Congo og Rwanda lever næsten udelukkende af plantedele og færdes mest på jorden, hvorfor tyggeapparatet er ekstra kraftigt, armene relativt korte, og fødderne ret menneskelignende. Den østlige lavlandsgorilla (G. b. graueri) fra Den Demokratiske Republik Congo (færre end 4000 individer) samt en isoleret population (tidligere klassificeret som bjerggorilla) fra Bwindi-skoven i Uganda æder en del frugter og er i ovennævnte træk overgangsformer til den vestlige art.

Trusler mod gorillaer

Alle gorillaer regnes for truede pga. den omfattende skovhugst i store dele af deres udbredelsesområde. Mange skydes for at skaffe kød til skovarbejderne, og tidligere foregik desuden en omfattende handel med gorillatrofæer. Kun hos bjerggorillaerne ses en stigning i antal.

IUCN klassificerer både den østlige gorilla og den vestlige gorilla som kritisk truede (CR).

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig