søfjer

Larven udvikles til en langstilket polyp, som danner stilken i en opretstående koloni. Stilken støttes af en smidig skeletstav, dannet af en hornagtig substans med indlejret kalk. Stilkens nedre ende er formet som en blære, der kan udspiles af vand, hvis tryk reguleres af særlige polypper, som kun har denne ene funktion; denne blære fæster kolonien i havbunden. Fra stilken knopskydes sekundære polypper.

Arternes form er tydeligt tilpasset omgivelserne; således sidder polypperne jævnt fordelt på alle sider af stilken på lavt vand med skiftende strømforhold, mens arter, som lever på lidt større dybde med konstante strømforhold, er fjerformede med grenene holdt på tværs af strømretningen. På dybt vand er arter med polypperne samlet i en dusk øverst på stilken hyppigst. Søfjerkolonien er i modsætning til alle andre ottearmede koraller så integreret, at den reagerer som en enkelt organisme.

De fleste af de ca. 300 arter findes på lavt vand i tropiske farvande med hovedudbredelsen i det indo-pacifiske område, men koldtvandsformer forekommer helt ind i arktiske og antarktiske farvande samt ned til dybder på omkring 4.000 m.

Den almindeligste søfjer i de danske farvande er den som regel fjerformede, indtil 20 cm høje kosmopolit rød søfjer (Pennatula phosphorea), der forekommer på dybder fra 20 m til over 2.000 m. Den er selvlysende og afgiver blågrønne lysglimt ved forstyrrelse. På større dybder i Skagerrak og Kattegat optræder den nordatlantiske Funiculina quadrangularis, hvis små enkeltpolypper sidder fordelt på de tre sider af den indtil 1,5 m lange stilk. I Nordsøen, Skagerrak og Kattegat ses også Virgularia tuberculata, som består af en lang, tynd stilk med relativt få polypper anbragt i tværstillede rækker. Fiskerne kalder den også "piberenser".

• koraldyr