saddelbørsteorme

Kroppens opbygning ligner andre ledormes, dog med nogle undtagelser. Således udspringer børsterne ikke fra børstefødder (parapodier), men direkte fra kropsvæggen. Generelt er der kun få børster på hvert led. Saddelbørsteormene har indre skillevægge mellem de enkelte kropsled, som er stærkere udviklet end hos de fleste havbørsteorme. Hvert led indeholder kropsvæske, og tilsammen udgør de et hydrostatisk skelet (se hudmuskelsæk), som danner grundlaget for de peristaltiske bevægelser, der er så typiske for saddelbørsteorme.

Karakteristisk for saddelbørsteorme er deres komplicerede kønsorganer. Alle saddelorme er simultane hermafroditter, dvs. det enkelte dyr optræder som han og hun samtidig. Parringen fører til en udveksling af sæd, som opbevares i særlige sædgemmer. Hos saddelbørsteorme er testikler, sædblærer, ovarier og sædgemmer placeret i en begrænset del af kroppen på op til 15 led, oftest kun seks led.

Æglægningen foregår ved, at et opsvulmet og kirtelrigt område, bæltet (clitellum), udskiller en kokon fyldt med næringsvæske. Kokonen krænges ud over dyrets forende, og undervejs modtager den æggene samt sæden fra den fremmede partner. Først nu finder befrugtningen af æggene sted. Udviklingen er direkte, og de små orme forlader kokonen, når næringsvæsken er opbrugt.

De fleste saddelbørsteorme lever af frisk eller rådnende plantemateriale. Vigtige grupper af saddelbørsteorme er regnorme, tubificider og enchytræer. Regnorme, der omfatter flere familier, har afgørende betydning for jordbruget ved at bearbejde jorden, hvilket fremmer dannelsen af humus (se også jordbund). De røde tubificider, fx Tubifex tubifex, findes ofte i iltfattige søer. Der kan de overleve takket være bl.a. deres høje indhold af blodpigmentet hæmoglobin (se også forureningsbedømmelse). De hvide enchytræer er almindelige i jord og til dels i ferskvand, men kendes måske bedre som beboere i opskyllet tang ved havet.

• ledorme
• regnorme