Rankefødder er en underklasse af marine krebsdyr omfattende langhalse, rurer og rodkrebs. De voksne er fastsiddende. Skjoldet er omdannet til en kappe, der oftest er forstærket af kalkplader. Dyret sidder fæstnet til underlaget vha. første antennepars cementkirtler. Bugen vender opad, og de oftest seks par togrenede kropslemmer er udformet som mangeleddede, børstebærende cirrer; disse rankefødder føres ud gennem kappeåbningen foroven og holdes udstrakte eller bringer med rytmiske slag frisk vand og planktonføde ned til dyret. Der kendes ca. 1300 arter, heraf 20 i danske farvande.
Faktaboks
- Også kendt som
-
Cirripedia
Rankefødderne er hermafroditter med både hunlige og hanlige kønsorganer og ofte med dværghanner; nogle få langhalse er særkønnede. Krydsbefrugtning hos rurer fremmes dels ved den såkaldte floktrang, hvor larver slår sig ned nær artsfæller, dels af en meget lang penis (den forholdsvis længste i dyreriget). Første larvestadium er en fritsvømmende nauplius med et par horn fortil. Sidste stadium inden fasthæftning er en cyprislarve med toklappet skal. Rankefødderne ansås for en slags muslinger indtil 1830, da de efter opdagelsen af naupliuslarven erkendtes som krebsdyr.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.