Golden retriever.

.

Labrador retriever.

.

Retriever er den engelske betegnelse for gruppen af apporterende hunde, der hører til blandt de mest populære jagthunde og familiehunde. Derudover bruges retrievere som fører- og servicehunde. Gruppen omfatter bl.a. racerne Chesapeake Bay retriever, curly coated retriever, flatcoated retriever, golden retriever, labradorretriever og Nova Scotia duck tolling retriever.

Faktaboks

Etymologi
Ordet retriever er engelsk og en afledning af "retrieve"- 'genfinde, opdrive'

Labradorretriever

Labradorretriever er en muskuløs, kompakt hund, skulderhøjden for hanner er 56-57 cm, for tæver 54-56 cm. Til jagtbrug er fremavlet en lidt mindre type, der dog ikke er anerkendt som selvstændig race. Den glatte, korte pels har tyk underuld og er vandafvisende, farverne er sort, gul eller sjældnere brun. Labrador nedstammer formodentlig fra fiskeres hunde på Newfoundland; herfra er de kommet til England, hvor racen videreudvikledes i midten af 1800-tallet.

Golden retriever

Golden retriever har en muskuløs kropsbygning; skulderhøjden for hanner er 56-61 cm, for tæver 51-56 cm. Den glatte eller let bølgede pels har en kraftig dækpels og en tæt underuld; farven kan variere fra creme til mørk gylden. Racen opstod i England i anden halvdel af 1800-tallet, men først i 1913 blev den anerkendt som selvstændig race. Racens eksplosionsagtige udbredelse i Danmark har givet problemer, bl.a. med manglende stabilisering af typen.

Flatcoated retriever

Flatcoated retriever (engelsk 'glat pels') er ligeledes en stærk hund; hovedet er langt og forholdsvis smalt, ørerne er små. Skulderhøjden for hanhunde er 58-61 cm, for tæver 56-59 cm. Pelsen, der kan have farverne sort eller brun, skal være tæt og så glat som muligt; på ben og hale danner den fane. Flatcoated retriever er opstået i England i første halvdel af 1800-tallet.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig