gumlere

Gumlere, Xenarthra, pattedyrsuperorden med ca. 30 nulevende arter i to ordener. De opdeles i dovendyr, myreslugere og bæltedyr. Gumlere er udbredt i Syd- og Mellemamerika samt i det sydlige Nordamerika. De adskiller sig fra alle andre pattedyr ved, at de bageste brysthvirvler og samtlige lændehvirvler har ekstra ledtappe. Det giver større styrke i hoften, hvilket især kommer bæltedyrene til gavn under gravningen. Antallet af halshvirvler varierer fra seks til ni mod et fast antal på syv hos øvrige pattedyr (på nær søkøer).

Myreslugere er tandløse, hvilket har givet ophav til betegnelsen gumlere. Den er dog misvisende, da alle andre gumlere har tænder. Kæmpebæltedyret (Priodontes maximus) har op imod 100 tænder, hvilket er et af de største antal inden for pattedyrene. Myreslugernes mangel på tænder må ses som en tilpasning til deres specielle fødevalg. Gumlernes tænder er rodløse og uden eller med kun et tyndt lag emalje. Alle gumlere har en god lugtesans, mens høre- og synssansen er forskelligt udviklet i de enkelte grupper.

Tidligere henførte man også skældyr (Pholidota) og jordsvin (Tubulidentata) til gumlerne. Men lighederne mellem de tre grupper skyldes fælles tilpasninger (konvergens) og ikke nært slægtskab.

Evolution

Gumlerne udgør sandsynligvis den først udspaltede gren på stamtræet for de nulevende placentale pattedyr (pattedyr med moderkage). Undersøgelser af proteiner og DNA daterer gumlernes oprindelse over 100 mio. år tilbage til Tidlig Kridt, og opsplitningen i de nulevende familier til Sen Kridt (ca. 80 mio. år før nu). På det tidspunkt havde kontinentaldriften ikke brudt forbindelsen mellem Nordamerika og Europa via Grønland, og der var sandsynligvis opstået landbro mellem Syd- og Nordamerika, hvilket muliggjorde gruppens spredning. Fossile primitive gumlere kendes da også fra Paleocæn (ca. 60 mio. år før nu) i Asien og Sydamerika, hvor man har fundet hudknogler fra bæltedyr.

Fra Mellem Eocæn (ca. 45 mio. år før nu) er gjort et sensationelt fund af en europæisk myresluger, mens mylodonterne (bjørnestore jordlevende dovendyr) optræder i Sydamerika fra Sen Eocæn (ca. 40 mio. år før nu). Analyser af mitokondrie-DNA fra en 13.000 år gammel mylodont tyder på, at de var nærmere beslægtede med totåede end med tretåede dovendyr. I så fald er ændringerne til et liv i træerne nok udviklet uafhængigt i de to nulevende slægter, adskilt gennem mindst 40 mio. år. Istidens jordlevende kæmpedovendyr udvikledes fra trælevende former i Miocæn og bredte sig ligesom de enorme skjolddyr til Nordamerika. Ved istidens slutning for ca. 10.000 år siden var samtlige kæmpeformer dog forsvundet.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig

Fagansvarlig for Gumlere og skældyr

Bengt Holst