Strandskade
Amerikansk sort strandskade (Haematopus bachmani) er en helt sort strandskade, som er udbredt langs den nordamerikanske vestkyst.
Strandskade
Af /Minden/Ritzau Scanpix.

Strandskader er en familie af sort-hvide, rødnæbbede vadefugle. Der kendes 12 arter, som alle tilhører slægten Haematopus. En enkelt art, kanarisk strandskade (H. meadewaldoi), betragtes i dag som uddød. De er udbredt på de fleste af klodens kyster; enkelte arter og bestande yngler indlands.

Faktaboks

Også kendt som

Haematopodidae

Det er store vadefugle med en længde på 40-51 cm og en vægt på op til 820 g. Benene er ret tykke, og næbbet er langt, lige og kraftigt. Fjerdragten er enten sort på oversiden og hvid på bugen eller helsort; næb og oftest også ben er røde.

Normalt fouragerer strandskader på tidevandsflader. Føden består af muslinger, krebsdyr og børsteorme, på klippekyster også albueskæl. Strandskader kan være ganske støjende. I yngletiden danner de par og hævder territorium, og æggene (2-4 afhængigt af arten) ruges af begge mager. Ungerne er redeflyende, men fodres af forældrene. Ynglesuccesen er generelt lav, som regel mindre end én flyvefærdig unge pr. par. Voksne fugle er langlivede og begynder tidligst at yngle i en alder af tre år.

I Danmark er strandskaden (Haematopus ostralegus) almindelig både som ynglefugl og som trækgæst, og nogle tusinde overvintrer, især i Vadehavet. Den samlede danske ynglebestand blev 2009-2015 anslået til 6.350 par. Arten er udbredt i Nordvesteuropa og Middelhavsområdet med andre underarter i Rusland, Østasien og New Zealand. Strandskaden er desuden Færøernes nationalfugl.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig