Krokodillevogteren er en ret farvestrålende og let genkendelig vadefugl fra tropisk Afrika. Den blev tidligere anset for at høre til ørkenløberne, men henregnes i dag til sin egen familie, Pluvianidae.
Faktaboks
- Også kendt som
-
Pluvianus aegyptius
Krokodillevogteren har en ejendommelig ynglebiologi: Den ruger ved sandede flodbredder og begraver helt eller delvis æggene i sandet, ligesom de redeflyende unger undertiden dækkes med sand. Både æg og unger vædes med vand, som forældrefuglene henter ved at gennembløde bug- og brystfjerene. Adfærden tjener tydeligvis til beskyttelse mod den ekstreme hede midt på dagen.
Navnet krokodillevogter skyldes, at arten er blevet identificeret med en fugl, der ifølge Herodot skulle plukke madrester fra krokodillernes tænder. Dette er dog aldrig blevet bekræftet, men både krokodillevogteren og visse andre fugle søger jævnlig føde mellem og på hvilende krokodiller.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.