De allerfleste fugle følger en årlig cyklus med en mere eller mindre veldefineret ynglesæson, hvilket bl.a. medfører, at ungeproduktion og fjerfældning sjældent overlapper. Men hos tropiske arter yngler individerne i bestanden ikke nødvendigvis samtidig, og enkelte bestande følger en kortere rytme. Nogle få store arter (fx nogle kondorer og albatrosser) har på den anden side en så udstrakt yngleperiode, at hvert par kun yngler hvert andet år.
De fleste fugle hævder yngleterritorier, hvorfra artsfæller holdes ude. Hævdelsen sker ved lydsignaler eller visuelle signaler (flugtspil o.l.); det sidstnævnte især i åbent land. Det sikrer en vis spredning af yngleparrene, og meget ofte fungerer territoriet også som fødeterritorium: Parret sikrer sig eneret på områdets føderesurser, som ernærer det og dets unger gennem sæsonen. Det forudsætter dog en vis forudsigelighed i fødetilgangen.
Hvis et lokalt fødemonopol ikke tjener noget formål, kan det i stedet være en fordel at yngle i kolonier. Det kendes hos knap 15% af verdens fuglearter, deriblandt næsten alle havfugle samt fiskeædende ferskvandsfugle som hejrer og pelikaner og desuden insektædere som sejlere, svaler og biædere, ådselædere (gribbe) og mange frøædende småfugle. Sådanne kolonier kan, afhængigt af arten, rumme fra nogle få til flere mio. par.
Det almindeligste parringssystem er det monogame par, enten for en enkelt sæson eller af mere eller mindre livslang varighed (havfugle, gæs, svaner, ørne mfl.). Det hænger sammen med, at assistance fra hannen (fodring, redeforsvar) er nødvendig for ungernes overlevelse. Hvor hunnen alene eller med kun minimal assistance kan klare opgaven, kan en han have flere hunner (polygyni), specielt hvis hannen besidder et særlig godt fødeterritorium. Er hannen helt frigjort fra yngelplejen, kan der udvikles forskellige former for promiskuøse parringssystemer, ofte i forbindelse med arenaspil. Polyandri, hvor en hun har flere hanner, forekommer sjældnere (bladhøns, svømmesnepper og enkelte andre vadefugle, kasuarer mfl.); her har hannen (hoved)ansvaret for yngelplejen.
Ofte har kønnene mere eller mindre forskelligt udseende, som regel sådan, at hannen har mere iøjnefaldende farver end hunnen; det gælder især, hvis han er frigjort fra yngelplejen eller i det mindste rugningen. Kønsdimorfi hænger således sammen med parringssystem og kønsroller og ses i sin mest ekstreme form hos visse promiskuøse arter (fx mange fasaner og årfugle). Hos svømmesnepper og andre polyandriske arter er hunnen, som det kunne forventes, den mest farvestrålende.
Alle fugle lægger æg, i kuld med fra et til over 15 æg, der lægges med 1-3 dages mellemrum, undertiden fem dage. Hvor sæsonens længde tillader det, kan nogle fugle (spurvefugle, duer, vandhøns) lægge flere successive kuld, og de fleste arter vil lægge et erstatningskuld, hvis det første mistes. Kuldet repræsenterer en betydelig energiinvestering (vægten kan overstige hunnens egen kropsvægt), og hannen vil ofte fodre hunnen i tiden før og efter lægningen.
Kuldet lægges og ruges et bestemt sted, og kun kejserpingvinen er i nogen grad mobil under rugningen. Hvor æggene lægges direkte på underlaget, kan man dårligt tale om en rede, men oftest sker der en vis foring med varmeisolerende materiale eller en egentlig redebygning. Det kan ske på jorden, i et naturligt hul mellem sten eller i et træ, i et musehul eller et selvgravet hul i jorden, eller på en platform i en busk eller et træ (bygget af fuglen selv eller overtaget efter en anden art). Fuglereder i buske og træer kan være konstrueret på meget forskellig vis, fra simple skåle til kunstfærdige overdækkede og eventuelt hængende bygningsværker. Materialerne er i reglen forskellige plantedele, men andet, fx spindelvæv, kan indgå, og til foring bruges ofte fjer. Mange svaler bygger reder af mudder og spyt klinet på klipper eller bygninger, og sejlere af slægten Aerodramus bruger alene spyt ("spiselige svalereder").
Æggene ruges i fra ti (spætter) til ca. 80 dage (albatrosser); hos de fleste spurvefugle tager det 12-14 dage. Under rugningen varmes æggene ved at blive holdt i tæt kontakt med en eller flere rugepletter på fuglens underside; det er midlertidig nøgne hudområder med mange blodkar. Andefugle, suler o.a. mangler rugeplet.
Rugningen påbegyndes gerne med lægningen af det sidste eller næstsidste æg, så hele kuldet klækker nogenlunde samtidig. En del ugler, rovfugle o.a. påbegynder imidlertid rugningen straks ved lægningen af det første æg, så ungerne klækkes med et par dages mellemrum. Det er nok til, at de ældste unger i tilfælde af fødeknaphed kan tilkæmpe sig hovedparten af føden, mens de yngste sulter. På den måde overlever i hvert fald nogle af ungerne, og forholdet kan opfattes som en tilpasning til et fødegrundlag, der varierer på uforudsigelig måde. Er fødetilgangen forudsigelig, er mange fugle i stand til at justere kuldstørrelsen.
Under rugningen kan æggene lades alene i kortere tidsrum, men hvor begge mager deltager, ruges de næsten kontinuert. Ud over at varme dem vender forældrene fra tid til anden æggene, så fosterhinderne ikke vokser fast til skalmembranen.
Et mindre antal fuglearter ruger slet ikke deres æg. Det gælder dels tallegallahønsene, der i stedet udnytter solvarme og gæringsvarme i kompost eller vulkansk opvarmet jord, dels redeparasitterne, der lægger deres æg i andre fuglearters rede. Hos mange arter sker det lejlighedsvis, at en hun lægger et æg hos en fremmed artsfælle; men i alt ca. 80 arter af gøge, honninggøge, enker mfl. lægger altid æg i rederne af et mere eller mindre snævert spektrum af værtsarter.
Når tiden er inde, gennemborer fugleungen fosterhinder og skal med en særlig "ægtand" på overnæbbets spids. Herved får den adgang til luften og begynder at ånde vha. lungerne. Fra denne "språning" til ungen er fri af ægget, går der fra en times tid til 3-4 dage afhængigt af arten. Ungen fortsætter med at gennembore ægget i en ring, så den butte ende til sidst falder af, og ungen kan arbejde sig ud. Det sker uden forældrenes hjælp.
Ungens modenhed ved klækningen varierer i betydelig grad. De mest færdigudviklede (præcociale) unger har fra begyndelsen en tæt dundragt og åbne øjne og kan efter få timer bevæge sig omkring og søge føde (strudse, tinamuer, andefugle, hønsefugle, vadefugle mfl.). Det andet yderpunkt er sparsomt klædte eller nøgne fosterlignende (altriciale) unger (spurvefugle og mange andre grupper). Blandt mellemformerne kan man skelne mellem semialtriciale unger, der har dundragt og åbne øjne fra begyndelsen (hejrer, rovfugle), semipræcociale unger, der desuden er mere eller mindre mobile (måger, terner), og subpræcociale unger, der som de præcociale er redeflyende, men som fodres af forældrene (traner, vandhøns, lappedykkere mfl.). Tallegallahønsenes unger er superpræcociale, idet de fra begyndelsen er uafhængige af forældrene og er i stand til at flyve inden for et døgn. Også andre hønsefugles unger kan flyve, længe før de er udvoksede.
Især de altriciale unger har et stort behov for pleje, først og fremmest fodring. Derudover må forældrene forsvare ungerne mod rovdyr og varme dem i koldt vejr samt eventuelt sørge for saniteten i reden. Spurvefugleungers ekskrementer er omgivet af en hinde og fjernes af forældrene. Undertiden assisteres forældrene af andre voksne fugle, som regel unger fra tidligere kuld eller andre nære slægtninge (kooperativ ynglen, kendt hos ca. 150 arter). Fælles ynglen, hvor flere par ruger og opfodrer ungerne i fællesskab, kendes hos anier (fx gøge).
Når reden forlades, er ungerne mere eller mindre flyvedygtige, men sædvanligvis stadig afhængige af forældrene i nogle uger. Redetiden varierer fra 10-250 dage, især afhængig af fuglens størrelse, men også af økologiske forhold; fx har mange pelagiske havfugle en meget langsom ungeudvikling.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.