Flyvende flamingoer set fra oven i Camargue i Sydfrankrig
Stor flamingo (Phoenicopterus roseus) flyver over salt-lagunerne i Camargue i Sydfrankrig.
Flyvende flamingoer set fra oven i Camargue i Sydfrankrig
Licens: CC BY SA 3.0

Stor flamingo (Phoenicopterus roseus) søger føde på lavt vand i Camargue i Sydfrankrig.

.

Flamingoer er en familie af meget karakteristiske, storkelignende fugle. De henføres til deres egen orden, som antages at stå storkefuglene nær; alternativt har såvel andefugle som vadefugle været foreslået som flamingoernes nærmeste slægtninge.

Faktaboks

Etymologi
Navnet flamingo kommer af portugisisk flamengo, af omstridt oprindelse.
Også kendt som

Phoenicopteridae

Der anerkendes tre slægter: Phoenicopterus med tre arter, Phoeniconaias med en art og Phoenicoparrus med to arter. Fire arter findes i det sydligste USA, Caribien, Mellemamerika og Sydamerika. Lille flamingo (Phoeniconaias minor) er udbredt i såvel Afrika som Indien, mens stor flamingo (Phoenicopterus roseus) findes i Sydeuropa, Asien og Afrika.

Udseende

Flamingoers udseende er besynderligt og helt ulig andre fugles. Højden varierer fra 90 cm til 180 cm alt efter art. Hals og ben er lange og holdes udstrakt under flyvning. Tæerne har svømmehud. Farven er mere eller mindre kraftigt rosa og skyldes carotenoider i føden. Næbbet synes vendt på hovedet med et trugformet undernæb og et smallere overnæb, som danner "låg".

Flamingoernes levevis

Flamingoer lever i store flokke ved saltsøer og laguner. De fouragerer gående og sjældnere svømmende ved at bøje hovedet ned i vandet, så næbbet vender omvendt. Vandet og mudderet sies gennem et lamelsystem i undernæbbet, herunder virker den store tunge som stempel. Nogle af arterne lever primært af småkrebs, mens de mere specialiserede arter også sier encellede alger.

De yngler i store kolonier. Som rede bygger de en forhøjning af mudder. Her lægges et enkelt æg, som begge mager ruger en måneds tid. Ungen forbliver fem til otte dage i reden, hvorefter den slutter sig sammen med koloniens andre unger i store crèches. Forældrene fodrer ungen med kromælk, et sekret fra spiserørets slimhinder. Ungen er flyvefærdig efter ca. tre måneder, men bliver først kønsmoden i en alder af tre år eller mere.

Flamingoer i Danmark

Flamingoer holdes ofte i fangenskab, og de fleste af de fugle af flere arter, som af og til ses i Danmark, er undslupne. De få individer af stor flamingo (Phoenicopterus roseus), som er set i Danmark, har dog formentlig nået landet ved egen hjælp.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig