ænder - Læs om forskellige arter og deres levevis

Tamænder er domesticerede former af gråanden. Ænder slagtes, når de er 6-8 uger gamle. Da vejer de ca. 3,5 kg.

Tamand.

Af Karin Munk.

Licens: Materialet er fri af ophavsret

Ænder er en fællesbetegnelse for de mindre arter af fuglefamilien Anatidae, der udgør størstedelen af andefuglenes orden. Ænderne omfatter adskillige grupper, af hvilke træænderne sammen med svanerne og de ægte gæs udgør underfamilien Anserinae. Resten henføres til underfamilien Anatinae: gravænder og gravgæs, svømmeænder, skovænder, dykænder (ferskvandsdykænder og havænder) og de ligeledes dykkende skarveænder samt dampskibsænder.

De forskellige gruppers indbyrdes slægtskabsforhold er ikke helt klart, og enkelte arter kan ikke henføres til nogen af grupperne.

Levevis

Alle ænder er knyttet til vand, og tre af tæerne er forbundet med svømmehud. De er ret tunge fugle med høj vingebelastning, så flugten er hurtig, men ikke særlig manøvredygtig. Næbbet er karakteristisk, bredt og fladt og forsynet med hornlameller.

Æggene er store, lyse og uplettede. Reden fores med dun, som hunnen plukker af sit bryst. Ungerne (som kaldes ællinger) er redeflyende og søger selv føde. Hos de fleste arter udruges og føres ællingerne alene af hunnen, der er mere eller mindre camouflagefarvet året rundt, mens hannen bærer en ofte meget farvestrålende 'pragtdragt' det meste af året. Kun under fældningen, hvor alle svingfjer fældes samtidig, og fuglene er ude af stand til at flyve i 3-4 uger, anlægger også hannen camouflagefarver, kaldet eklipsedragt. Undtagelsen fra dette mønster er gravænderne, hvor de to køn er næsten ens og deles om yngelplejen.

Tamænder

Den klassiske tamand er en domesticeret form af gråanden. Domesticeringen er formentlig først sket i Kina eller Sydøstasien i meget gammel tid, men er utvivlsomt gentaget senere også andre steder. Desuden er moskusanden blevet domesticeret i Sydamerika, og den holdes nu almindeligt i Europa, hvor den forhandles under navnet berberiand.

I Europa spiller tamandehold en vis rolle i fx Frankrig, hvorfra en del ænder eksporteres til Danmark. I Asien er andeopdrættet stort og især beregnet på selvforsyning og lokalt salg.

Den danske nationalrace er sort hvidbrystet dansk landand. Den holdes i mindre avlsbesætninger ligesom fx rouen, khaki cambell og aylesbury; disse racer holdes primært som prydfugle.

Avlsarbejdet

Produktion af slagteænder sker næsten udelukkende med hvid pekingand og i mindre omfang med krydsningen af moskusand og pekingand (såkaldt mulardand), der har mere brystkød end pekingand.

I avlsarbejdet stræbes efter mere kødfylde og mindre fedt, samtidig med at æglægning og klækning ikke forringes. Forholdet mellem kød og fedt i anden kan ændres ved to metoder. Dels ved at udnytte, at brystmusklerne udvikles sent i opdrætningstiden, dels ved at have nok protein i foderet.

Strukturen i bl.a. den danske produktion er i tidens løb forskudt mod færre og større besætninger og af hensyn til ændernes sundhed fra opdræt i markfolde til slagteænder i huse, hvilket gør det muligt at producere næsten hele året. Alle ænder i huset sendes til slagteri på en gang, når de er mellem seks og otte uger (og vejer op mod 3,5 kg).

Vægten af ænderne, alt efter forbrugernes valg, kan reguleres ved opdrætningstidens længde. Slagtning skal dog ske før fjerskiftet ved otte uger, eller når det er afsluttet ved 13 uger, idet en effektiv plukning kun kan ske med fuldfjerede ænder.

Læs mere i Den Store Danske

andefugle

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

Fagansvarlig for Fugle

Morten Frederiksen

Ph.d., dr.scient., professor, Aarhus Universitet